182 / 188
Anmeldelser
K irsten L in d b e rg : I skyggen a f Boas og
Ja k in . De københavn sk e frim u re rh u s e fra
1 7 4 3 til i dag, T egn estu en T ilia Mon tana
2 0 0 2 . 2 9 7 ,5 0 kr.
Der ligger en stor og utilnærmelig kolos af en byg
ning på Blegdamsvej, med bagsiden ud til Fælled
parken. Fra bedsteforældrenes altan på den anden
side af gaden har undertegnede tit gianet undrende
på de monumentale søjler omkring dørpartiet - og
ikke mindst på vimplen, der altid vejrer fra toppen.
Det røde Skt. Georgskors på en hvid baggrund. Her
troner Frimurerlogen, den danske ordens såkaldte
’’stamhus”. Det kontroversielle bygningsværk har
fascineret arkitekten og arkitekturhistorikeren
Kirsten Lindberg så meget, at hun har begået en
bog om det og frimurernes tidligere huse. Her er
selve det bygningshistoriske i fokus, foruden de
særlige symboler, som præger arkitekturen og in
teriørene. Samtidig markerer bogen stamhusets 75-
års jubilæum.
I disse spalter behøver Lindberg ingen nærmere
præsentation, hun er velkendt som bidragyder og
forfatter til den digre disputats ’’Sirenernes Stad”
om Københavns bygningshistorie. Lindberg har
slået sit navn fast - men denne gang er resultatet
blevet en tøvende bog. Det forstår sig. Fra de første
sider berettes om arbejdets problemer, om logebrød
renes traditionelle hemmelighedskræmmeri, som
kun langsomt lod sig overvinde. Lindberg kløede
på og fik efterhånden hul igennem til de sky brødre
på Blegdamsvej. Sådan da. Den nysgerrige kvinde
- kvindfolk kan for resten ikke blive frimurere - fik
lov til at inspicere de fleste rum og sale, på nær det
allerhelligste i kælderen. Efterfølgende har Lind
berg høfligt ladet brødrene luge ud i manuskriptet
”for ikke at fratage kommende frimurere en del af
oplevelserne ved de rituelle handlinger”.
Her skal heller ikke ’’snages” i frimureriet, for
sikres vi gang på gang. Hvordan også det, spørger
man, for forfatteren synes ikke at have opnået ad
gang til ordenens arkiv, nej, og pånær selve fremvis
ningen støtter bogen sig til offentligt tilgængelige
kilder. Skøder, brandtaksationer, tegninger og slige
sager. Billeder af interiørene får vi heller ikke. Så
hvad har vi? En censureret bog med hvide pletter
på landkortet. Det er med bange anelser, at læseren
tager fat.
De rynkede bryn slappes dog snart, for Kirsten
Lindberg har et myndigt greb om det stof, der fak
tisk er til rådighed. Frimureriet er barn af 1700-tal-
let. Den første egentlige loge i Danmark blev åbnet
af russiske diplomater i 1745 i et privat hjem i Kal
veboderne. Allerede den gang var der blæst om fore
tagendet, mod syd havde paven udsendt flere bul
ler, og her til lands deltog selveste Christian den 6.
og dronning i en tysk-stiftet forening, der havde til
formål at bekæmpe frimureriet. Også Ludvig Hol
berg forholdt sig kritisk, om end vi ikke rigtig får at
vide hvordan. Murerne selv forsvarede deres virke
ved, at ateister og bespottere ingen adgang havde,
og at det hele handlede om at virke for det gode. Det
hjalp givetvis på populariteten, at den efterfølgende
konge, Frederik 5., blev logebroder.
Lindberg følger noget omstændeligt sine frimu
rere fra den ene lejede adresse til den anden, gen
nem middage og drikkelag, og følger især bygnin
gerne, forstås, og det hele så godt, som kilderne nu
tillader. Vi præsenteres for ordenens stiftende rus
ser, den lærde levemand og baron J. A. Korff, som en
dag valgte den forkerte elskerinde: Skuespillerin
den Caroline Amalie Thielo. Også den gang var fri
mureriet mørklagt og omgærdet af stor nyfigenhed,
og Thielo havde væddet om, at hun kunne lokke de
hemmelige tegn ud af sin elsker. Det væddemål
vandt hun, og skuespillerinden gav sig til at paro
diere Korffs fagter - og pumpede ham som vanligt
for gaver. Det var ikke godt. Oplysninger om frimu
reriet burde russeren holde tæt med, for lønnen for
et brudt tavshedsløfte var en overskåret strube og
en ’’dobbelt portion helvede og fordømmelse” (hvor
for skal vi vente 102 sider for at få det sidste med?).
Korff måtte tage hånd i hanke med sin uregerlige
elskerinde, han fik hende åreladt, hvad det end
skulle hjælpe, og det døde hun af. Bysladderen gik
naturligvis om frimureriets luskerier og om Korffs
andel i elskerindens død.
I 1805 havde logen endelig vokset sig så stærk,
at den kunne bygge eget hus, og man besluttede sig
for en ledig grund i den nyoprettede Kronprinsens
gade. Gadens nr. 7 —hvor Zoo Bar og Den Anden
Opera nu holder til - kunne rumme 160 personer,
men efterhånden som logen voksede, blev pladsen
for trang. Større aktiviteter blev henlagt til Fre
deriksberg og Frederiksborg slotte, og den royale
gunst skyldtes, at flere af det 19. århundredes kon
ger var frimurere. Igen byggede man nyt, og de ind
samlede 94.200 Rdlr. rakte til et stateligt domicil i
Klerkegade ved Nyboder, som stod færdigt i 1868.
Opført i tung nordisk renaissancestil - og med so
lide plankeværker og spydspidset jernstakit til at
holde rakket på afstand. Omvendt satte logen sit
præg på kvarteret. Hvor mange vidste, at den nær
liggende og samtidige Skt. Pauls kirke er udsmyk
ket med frimurer-symboler?
Også i Klerkegade voksede frimureriet ud af
rammerne. Et lille halvt århundrede efter opførel
sen var brødre-tallet mangedoblet, og tanker om
et nyt hus meldte sig igen. Man indgik en aftale
med kommunen om en stribe af Fælledparken, som
skulle udstykkes, men en rum tid gik før planerne
til det nuværende stamhus på Blegdamsvej lå klar.
En intern konkurrence blandt logens arkitekter
179