184 / 188
Anmeldelser
Ifølge grundlæggerne, der næsten alle havde en for
tid i frimurerlogen, var stiftelsen egentlig en forny
else af en gammel dansk orden, som gik under nav
net ”De Tree Wiise af Østerland”, og hvis oprindelse
taber sig i historien. Christian Larsen leder os både
tematisk og kronologisk sikkert gennem Kjæde-
Ordenens historie fra slutningen af 1700-tallet til
i dag. Med udgangspunkt i ordenens eget arkiv er
det lykkedes forfatteren, at give et ganske detalje
ret billede af en orden, der har overlevet økonomi
ske nedture, svigtende medlemstal og samfunds
mæssige forandringer.
Ordenen blev stiftet med udgangspunkt i det
bedre borgerskab, og tog fra starten fat på en række
godgørende opgaver, bl.a. på skoleområdet og blandt
de fattige. Denne lid t spredte fægtning ophørte, da
ordenen i 1811 med oprettelsen af Det kgl. Institut
for Blinde besluttede, at koncentrere arbejdet om
kring blindesagen. I løbet af 1800-tallet oprettede
Kjæde-Ordenen tillige to institutioner mere, der i
kombination med Instituttet gjorde det muligt, at
tilbyde de blinde logi og arbejde. På Blindehjemmet
i Klerkegade i København indrettedes en arbejds-
og forsørgelsesanstalt, hvor beboerne ved håndens
arbejde gjorde sig fortjent til ophold og underhold,
og dermed forskånedes for det ordinære arbejds
marked, hvor mulighederne selvsagt var små. Med
oprettelsen af et asyl for blinde børn i 1861 slutte
des ringen, og man var nu i stand til at tage sig af
de blinde fra fødsel til død.
Med velfærdsstatens fremvækst fik ordenens
arbejde efterhånden konkurrence, og alle tre insti
tutioner overgik i sidste ende til offentlig styring,
den sidste dog først i 1962. Kjæde-Ordenens filan
tropiske arbejde er på den måde også historien om
et af de private initiativer, som gik forud for stats-
liggørelsen af de sociale opgaver. Der er dog få af
ordenens aktiviteter, som stadig består i dag: Kø
benhavns Bespisningsanstalt af 1829 og Kjæde-Or-
denens socialfilantropiske Fond. Ordenens overle
velsesdygtighed skyldes, mener Christian Larsen,
at medlemmerne både har repræsenteret et bredt
udsnit af befolkningen, og tillige har inkluderet
vigtige, indflydelsesrige personer som bl.a. bog
handler Søren Gyldendal og skibsværftsdirektør C.
C. Burgmeister. Blindesagen har tillige været et
samlingspunkt, som har tiltrukke t medlemmer og
givet ordenen identitet, både internt og overfor om
verdenen.
For folk med særlig interesse for Kjæde-Orde-
nen og blindeforsorg er bogen en god og solid rede
gørelse for de sidste 225 år. Især den omfattende
arkivregistratur over de forskellige institutioner
kan være til glæde for dem, der eventuelt skulle
få lyst til at arbejde videre med emnet. Derudover
fremstår bogen som en fortjent hyldest til en or
den, som med et utræ tteligt arbejde har været
medvirkende til at lette tilværelsen for mange
blinde mennesker.
Når det er sagt, kunne jeg dog personligt have
ønsket, at tilgangen til emnet havde været mere
problematiserende og analyserende end tilfældet er.
Som det lyder i indledningen er der ganske rigtigt
tale om ”en samlet fremstilling af ordenen og dens
filantropiske virke”, og forfatteren når på den måde
i mål. Med fare for at kritisere bogen for hvad den
ikke
er, kunne man dog have ønsket et mere ambi
tiøst sigte. Efter læsningen af bogen er jeg blevet
klogere på de vigtigste begivenheder i Kjæde-Or
denens historie, men er stadig nysgerrig efter at få
besvaret, hvorfor folk valgte at blive medlemmer af
ordenen. Hvilken rolle spillede den i samfundet som
helhed? Hvad kan ordenens blindeforsorg fortælle
om datidens opfattelse af blinde mennesker?
Bogens største svaghed er måske, at den ikke
tilbyder en perspektivering af ordenens arbejde.
Der gøres næsten ingen forsøg på at se ordenen i
en kontekst, eller at betragte dens udvikling i sam
menhæng med det øvrige samfund. Bogens værdi
ligger i det beskrivende og ikke i det analyserende,
og skal derfor (som Christian Larsen faktisk opfor
drer til i indledningen) ses som en smagsprøve på,
hvad materialet rummer, og som et bidrag til yder
ligere forskning. I modsætning til hvad der ofte er
tilfældet i filmverdenen, er der derfor en god chance
for, at ’’toeren” bliver bedre end ’’etteren”.
Lars Vangen Christensen
Peter S c h a r ff Sm ith : Moralske Hospitaler.
Det m od ern e fængselsvæ sens g en n em b ru d
1 7 7 0 -1 8 7 0 , F o rum 2 0 0 3 , 451 s. 2 9 9 kr.
De nordiske lande har en hang til at føle sig bedre
end alle andre. Vi er mindre korrupte, mere civili
serede og har en langt højere moral end de små-
snuskede central- og sydeuropæere. I Skandinavien
hersker der orden, regelmæssighed og respekt for
individets rettigheder. Sådan er vi vant til at se
os selv, og vi drømmer næppe om, at de nordiske
lande på visse områder faktisk hører til i det dår
lige selskab af lande, der næsten dagligt krænker
menneskerettighederne ved at isolationsfængsle
lovovertrædere. Selvom de indsatte bevisligt bliver
mere eller mindre sindssyge af langvarig isolations
fængsling, og selvom alle andre lande er gået bort
fra denne praksis, fortsætter man i Danmark troligt
med at isolere de indsatte. Endda i månedsvis.
Om isolationsfængslingens historie har histori
keren Peter Scharff Smith skrevet en forrygende
bog. Med udgangspunkt i 15- 1700-tallets fængsels
praksis over Oplysningstidens opgør med de gamle
181