183 / 188
Anmeldelser
blev vundet af Holger Rasmussen, og den tidligere
præmierede arkitekt gik i gang med sit hold af as
sistenter. Der var grundudgravning i april 1923, og
fire år senere blev den klassicistiske kolos indviet
af stormesteren Christian 10. Langt fra alle var t il
fredse med den dominerende bygning. Samtidens
k ritik kaldte den et skrummel, ’’aristokratisk”, ja,
den ’’passede som en knytnæve i ansigtet”, som en
lokalpolitiker udtrykte det. Senere tider har ifølge
Lindberg forsonet sig med Stamhuset, om end hun
ikke lægger skjul på, at man får mindelser om den
tyske nazi-arkitektur i 1930’erne. Også dér var man
bjergtaget af antikt inspireret monumentbyggeri.
Værnemagten følte sig sikkert hjemme, da den eks
proprierede logen under 2. Verdenskrig - og Holger
Rasmussen byggede for resten ikke siden noget af
betydning.
Lindberg bruger det meste af krudtet på det ar
kitektoniske og bygningshistoriske, og man forstår
hendes fascination af det ødselt dekorerede palæ,
hvor flere anerkendte kunstnere har bidraget til
udsmykningen. Frimurerne mener, at de genop
bygger kong Salomons ødelagte tempel, og derfor
forholder indretningen sig til Bibelens beskrivelse
af den jødiske helligdom, som fortalt i Det Gamle
Testamente. Søjlerne foran det jødiske tempel kald
tes Boas og Jakin - heraf bogens tite l - og det er
dem, frimurerne har genopført foran indgangen på
Blegdamsvej. Lindberg sammenligner bygningen
med den hellige skrift og redegør nødtørftigt for den
særlige frimurer-ikonografi. Med hende vandrer vi
rundt på farvede marmorfliser, i sindrige labyrinter
med vinrøde velourdraperier og sære symboler på
væggene, i egyptiske gravkamre og jødisk inspire
rede tempelrum. Men ak. Vi er ikke helt med. For
bogen er hermetisk renset for billeder og fotografier
af interiørene. Lindberg forsøger sig i stedet med
et ’’fotografisk” blik, og beskriver køligt rummene,
et efter et.
Desværre er arkitektens pen for gold og nøgtern
til rig tigt at gestalte tingene, så vi ser dem for os.
Det er en tu r i biografen med lukkede øjne, og det er
bogens helt afgørende svaghed. De tidligere stam
huse i Kronprinsensgade og Klerkegade informe
res vi også kun sparsomt om, men hvis frimurerne
ikke v il hoste op med materialet, kan det vel ikke
være anderledes. Enkelte fotografier tillader orde
nen faktisk brugen af, hvorfor har Lindberg ikke
bragt dem?
Besættelsestiden udgør en dramatisk periode i
stamhusets historie. Det nazistiske Tyskland havde
forbudt frimureriet, og de danske logebrødre måtte
i hast pakke det okkulte interiør sammen, da sam-
arbejdspolitiken kollapsede i august 1943. Og så
blev der virkelig gennemtræk og hærværk i den
før så hermetisk lukkede loge. T il Lindbergs u til
slørede forargelse. Schalburgkorpset rykkede ind,
180
de danske nazister rullede straks ærmerne op, rev
facadens jødestjerne ned, og dekorerede den i stedet
med et hagekors. Nazisterne havde ingen sarte for
nemmelser, de indrettede en skydebane i en fornem
gang på tredjeetagen, hvorved Kapitelsalens loft
blev gennemhullet. Året efter forsøgte modstands
bevægelsen sig med et mislykket angreb, og mod
enden af krigen husede stamhuset tyske flygtninge
- til forfatterens gru. Dermed var stamhusets pins
ler ikke til ende, for få dage efter befrielsen rykkede
vandaliserende kommunistiske modstandsfolk ind,
malede nøgne damer på væggene, plaffede videre
på nazisternes interimistiske skydebane, og organi
serede Frihedsrådets populære udstilling om mod
standsarbejdet i Pergolahallen. Over 200.000 gæ
ster strømmede ind, og de sled yderligere på de bo
nede gulve. Derefter fulgte endnu en strøm af tyske
flygtninge, som havde brug for tag over hovedet.
Det klæder egentlig ikke Lindberg at harmes
over den ’’ulidelige” stank fra flygtningene og det
utøj, de efterlod i de krænkede gemakker. Burde
de nødstedte bare skrubbe af, så logebrødrene igen
kunne hygge sig med tempelridder-skjolde og hem
melige fagter? Er det holdningen? I det hele taget
er det ikke de historiske forklaringer, der trykker,
og Lindberg påtager sig lid t naivt ordenens kræn
kede selvfølelse. Lider bygningen, så lider forfatte
ren, det er vist devisen. Man kunne have forklaret,
at kommunister og andre venstreorienterede kun
så sekterisk og sammenspist kapitalisme i frimure
riet, og at hærværk i ’’burgøjsernes” uhellige tempel
vel nærmest var en dyd.
Skævhederne til trods har Lindberg nok fået
det optimale ud af de dårlige arbejdsbetingelser.
Det har næppe været nemt at balancere mellem
Boas og Jakin, mellem respekten for logens ønsker,
og så det, at skrive en oplysende bog. Eksempelvis
bygger et ømtåleligt kapitel på den norske teolog
Sverre Dag Mogstads omdiskuterede bog
Frimureri
fra 1994. Selvsamme værk forsøgte de danske loge
brødre et fogedforbud mod - forgæves. Sidenhen har
Den Danske Frimurer-Orden slået ind på en kurs
mod større åbenhed, men træerne er endnu ikke
vokset ind i himlen.
Burde Lindberg have holdt sig i skindet?
Morten Petersen
C h ristia n L a r s e n : T il Gavn fo r M e n n es k e
h ed en og Fæ d rela n d e t. K jæ d e-O rd en en og
d en s h lind efo rso rg g e n n em 2 2 5 år, A rk i Va
ria, K øb enhavn , 2 0 0 2 , 1 6 0 s. 1 2 5 kr.
Kjæde-Ordenen blev stiftet i København 1774 som
en filantropisk forening med det ædle formål at
være til gavn for menneskeheden og fædrelandet.