186 / 188
Anmeldelser
er således tale om en bog med aktuelt bud til nuti
den. Og det er fornemt.
Peter Henningsen
Liselotte M a lm ga rt: ’’In g en skal g å su lten i
se n g .” S am v irk en d e m en igh ed sp le je r 1902-
2 0 0 2 , udgivet a f S am v irk en d e M e n ig h ed s
p le je r 2 0 0 2 . 2 0 0 kr.
I 2002 fyldte Samvirkende Menighedsplejer, et fæl
lesudvalg og -sekretariat for omkring 170 lokale
menighedsplejer i Danmark, 100 år. Jubilæet blev
markeret med udgivelsen af en smuk og veltilrette
lagt bog, skrevet af cand. theol. Liselotte Malmgart,
under overskriften ’’Ingen skal gå sulten i seng”.
Titlen fanger præcist det, som indtil 1960 stod
centralt i organisationens arbejde, nemlig basal
omsorg for børn, mødre, syge og gamle. Det skete
i filantropisk kirkeligt regi med tæt forbindelse til
bymissionen og dens opsøgende arbejde.
Ind til socialreformen i 1933 var der god plads til
kreativ filantropisk virksomhed, og Samvirkende
Menighedsplejer var aktiv på mange fronter: fra
etablering af børneplejestationer, over menigheds-
sygepleje, rekreations- og sygehjem for ældre med
borgere til den såkaldte kollegahjælp, hvor fagfæl
ler hjalp hinanden på tværs af grænser i årene lige
efter 1. Verdenskrig. Det økonomiske grundlag
skabtes gennem indsamling, større og mindre do
nationer af penge og naturalier - f.eks. gav konge
huset under den spanske syge 24 flasker portvin,
mens andre donerede villaer og sommerhuse - samt
fra 1904 den årlige børnehjælpsdag. 1. Verdenskrig
indebar et øget pres på social hjælp til storbyens
fattigste - fra mad til brændsel - og det bidrog til
at styrke organisationens plads som en vigtig koor
dinator af den filantropiske hjælp og dens rolle som
en uundværlig samarbejdspartner for Københavns
kommune.
Socialreformen af 1933 satte filantropien un
der pres, der skulle findes nye samarbejdsformer.
Velfærdsstatens fremvækst efter 2. verdenskrig
resulterede i, at en række filantropiske institutio
ner blev overtaget af kommunen, ligesom det blev
stadig tydeligere, at de basale materielle behov lod
sig dække ad anden vej. For de gamle gennem folke
pensionen. Danskerne fik andet at tænke på, og det
blev sværere at skaffe den frivillige arbejdskraft til
menighedsarbejdet - for slet ikke at tale om at tage
sig af familiens ældre medlemmer. Der måtte tæn
kes i nye baner, og oprettelse og drift af plejehjem
og ældreboliger blev fra 1970’erne organisationens
vigtigste arbejdsområde. Krisen i velfærdsstaten
har imidlertid atter skabt plads til det frivillige ar
bejde, nu i form af opsøgende gadearbejde blandt
unge, hjemmebesøg, pasning af døende og demente
og væresteder for ældre og arbejdsløse.
’’Ingen skal gå sulten i seng” er et klassisk ju
bilæumsskrift, velskrevet med en flot billedside og
en kronologisk beskrivelse af organisationens hi
storie. Som sådan er det vellykket. Man fornemmer,
at alle og alt er nævnt, ingen og intet glemt, måske
lige bortset fra, at de kvindelige medarbejdere i se
kretariat og fællesudvalg tildeles langt mindre bio
grafisk spalteplads end de mandlige ledere. Uanset
det tydeligt fremgår, at de til tider har trukket det
tungeste læs.
Denne trang til at nævne alt og alle skaber imid
lertid problemer for en udenforstående læser. De
store og spændende linier om eksempelvis forholdet
mellem offentlig og privat bistand til mennesker i
nød, om forholdet mellem frivillig og professionelt
socialt arbejde har en tendens til at drukne. Givet
det forhold, at omsorgen for samfundets ældste med
borgere har spillet en helt central og gennemgående
rolle i organisationens historie, kan det også undre,
at forfatteren ikke i højere grad diskuterer, hvordan
de skiftende initiativer har gået i spænd med det
ændrede syn på ældre mennesker: fra passive mod
tagere af hjælp i retning af selvstændige aktører i
tilrettelæggelsen af livets sidste faser. Måske kunne
en tematisk opbygning af bogen have bidraget til en
styrkelse af diskussionen af de lange linier.
Det fremgår imidlertid, at jubilæumsskriftet er
en del af en Ph.D.afhandling. Måske indgår oven
nævnte overvejelser i den sammenhæng. For der
er ingen tvivl om, at fortællingen om Samvirkende
Menighedsplejer er en oplagt prisme til at forstå
det 20. århundredes socialpolitiske historie i kryds
feltet mellem det private og det offentlige initiativ.
Ning de Coninck-Smith
183