79 / 188
Det gyselige Fængsel
Glimt fra rådhusarresten på Københavns rådhus 1733-1795
A f Ulrik Langen
Efter Københavns brand i 1728 byggedes byens fjerde rådhus. Det blev tegnet af
arkitekten Johan Cornelius Krieger og stod færdig i 1 7 3 3 .1 de fleste værker om
1700-tallets København nævnes det, at der i kælderen på rådhuset fandtes en
arrest og en vinkælder med skænkestue. Men rådhusarresten bredte sig faktisk
i tre planer og fungerede som en fremtrædende og måske tillige lidt skræm
mende del af livet på rådhuset mellem de to store brande.
Ulrik Langen, f. 1966, ph.d., adjunkt i kulturhistorie ved Institut for Historie,
Kultur og Samfundsbeskrivelse, Syddansk Universitet, Odense.
En tidligere indsat mindedes sit ophold i
rådhusarresten med væmmelse. ”Det gy
selige Fængsel”, som han kaldte arresten.
Han var mere end glad for, at han under
sin sag var blevet overflyttet fra rådhusar
resten til stadens civile arresthus i Svende
gade eller Slutterigade, som gaden mellem
Nytorv og Hestemøllegade også kaldtes.
Ja , han anså det ligefrem for en særdeles
menneskekærlig gestus, at Københavns
politimester havde ’’reddet” ham væk fra
rådhusarresten, og han svor, at det skulle
indprentes i hans børns opdragelse ”at vel
signe ham [politimesteren] derfor og beva
re hans Ihukommelse”.1Men hvad var det
egentlig for et sted, der kunne fremkalde en
så forbitret og følelsesfuld erindring? I det
følgende skal jeg forsøge at kaste nogle få
lysstråler ind i de mørke arrestværelser.
Torvene og rådhuset
Rådhusarresten fungerede dels som op
samlingssted for de folk, der af den ene el
ler den anden grund var blevet pågrebet
af vægterne i nattens løb, dels som vare
tægtsfængsel for personer, der havde en
sag kørende ved den såkaldte Politikam
merret - fra 1793 kaldet Politiretten. Ved
en forordning af 5. juli 1793 var Politiret
ten blevet oprettet som en afløser for Poli-
tikammerretten. Forordningen kan i en vis
udstrækning ses som en beskæring af poli
timesterens magt, idet Politiretten etable
redes som et kollegium med tre dommere
i modsætning til Politikammerretten, hvor
politimesteren var alene om dommerem
bedet.2
Også på en række specifikke sagsbe
handlingsområder indskrænkede forord
ningen politimesterens virkefelt. Men det
er værd at lægge mærke til, at politimeste
ren alligevel både fungerede som udøven
de og dømmende myndighed i forhold til
de summariske afgørelser i politisagerne.
Man har påpeget, at den indirekte årsag
til politirettens oprettelse hang sammen
med de socialt urolige tider i 1790’erne.
Sigtet med forordningen skulle således
have været at gennemføre et regelsæt, der
gav mulighed for en fast og konsekvent
optræden fra politimyndighedernes side i
tilfælde af folkelige uroligheder.3 Det var
76