85 / 188
Ulrik Langen
beliggenhed på selve rådhuset gjorde
det ikke nemt at ændre på indretningen.
Selv mindre modifikationer kunne være
en omstændelig affære. I en skrivelse fra
12. oktober 1761 indberetter vagtmeste
ren på rådhuset, at briksene i rådhusar
resten er forfaldne og trænger til at blive
repareret. Samtidig omtaler han et andet
problem. I rådhusets skænkestue fandtes
en stejl trappe, der førte op til nogle af ar
restkamrene ovenpå. Denne indretning
kunne give problemer, ’’siden det ofte hæn
der sig at nogen som er beskienkede, vil
gaa derop og staaer Fare for at falde ned
og brække Arme og Ben i støkker”.13Vagt
mesteren foreslår derfor, at der sættes en
dør op foran den stejle trappe. Det kan må
ske virke absurd, at man ikke for længst
havde sat en dør op mellem værtshuset i
kælderen og de af rådhusarrestens lokaler,
der lå ovenpå. Men der var mange parts
havere at tage i ed, inden man kunne be
gynde at ændre tingene; politi, magistrat,
stadskæmneren og i dette tilfælde ikke
mindst udskænkeren Frederik Barfred,
der havde lejet sig ind på rådhuset og drev
en god forretning i Stadskælderen, der fra
gammel tid havde fungeret som værtshus.
Hovedproblemet i en sag som denne var
ofte, hvem der skulle udrede udgifterne.
Således kunne eksempelvis de iskolde ar
resthuse rundt omkring i landet stå uop-
varmede hen, selvom der faktisk fandtes
indretninger til opvarmning på mange af
stederne. Hindringen for deres benyttelse
var manglen på en bestemmelse om af
hvilken kasse, man skulle udrede betalin
gen af brændsel.14
Ud over pladsmanglen og forskellige
uhensigtsmæssige indretninger, som ek
sempelvis den stejle trappe i vinkælderen,
hvorfra fulderikkerne faldt, når de forsøg
te at gå op til arresten, har også sædelighe
den tilsyneladende været et problem i råd
husarresten. I hvert fald for dem, der var
ansvarlige for arrestens drift. Magistraten
havde sendt vagtmesterens skrivelse om
den stejle trappe videre til daværende po
litimester Frederik Horn, der efter et per
sonligt eftersyn udfærdigede en erklæring
om tilstandene i rådhusarresten:
’’Selv om den Dør bliver indrettet, som
Vagtmesteren andrager om, (hvilket er
højst nødvendigt i den Tilstand, Arresten
nu er) saa bliver der dog en Vanskelighed
tilbage, som ikke derved kan redresseres,
nemlig, at Mand- og Kvindfolk, Civiles og
Militaires, fornemme og gemene, besmit
tede og ubesmittede, Tyve, Spitsbuber,
Galne, Beskænkede p.p., som af Vægter
ne om Natten bliver opbragte, pêle mêle
kommer tilsammen, hvoraf ufejlbarligen
maa følge mange vederstyggelige Suiter,
endskøndt de, som Mørkheds Gerninger,
ikke falder i Øjnene eller bliver bekjend
te, men især denne imod al god Orden og
Politie stridende Illusion, at naar et el
ler andet løsagtigt Kvindemenneske for
kortere eller længere Tid sidder forvaret
i Arresten, lader hendes Bekendte ved at
gøre Allarm på Gaderne sig af Vægterne
opbringe for paa den Maade at blive in
troducerede hos hende. Ej at melde om
den horreur, det endog i Imaginationen
foraarsager, naar man forestiller sig i Al
mindelighed et ungt og i Særdeleshed et
skikkeligt og ærekært Menneske, som en
ten formedelst Ungdoms vivacité eller an
den Hændelse giver Anledning til a t Væg
terne opbringer ham, at passere Natten
i saadant Compagnie og i saa stinkende
Værelse”. 15
Beskrivelsen giver et fint indtryk af den
blandede skare, der kunne opholde sig i
arresten, efterhånden som vægterne fyldte
op i løbet af natten. Der har ikke sjældent
været overmåde trængsel. Men det var in
tet imod forholdene i arrestens to kælder
rum, ’’dette effroyable Hul”, hvor vand- og
brødfangerne var indsat. Her var forholde
ne så slemme, at det i følge Horn stred mod
al menneskelighed at lade nogen sidde der
82