127 / 249
Et Problema Politicum
1 2 5
hvoraf flyder, at fremmede varer, som er så ulige lettere, end ikke ved den
højeste tvang og nøjeste opsigt kunne holdes ude. Omendskønt den taxt,
Magistraten sætter, overalt synes ganske fordelagtig for slagterne, hvilket
endog kan sluttes deraf, at taxten årlig en 14ten dage efter, at slagtertiden i
efteråret er forbi, anselig forhøjes, så er det dog bekendt nok, at slagterne
ikke kærer sig efter denne taxt, når de ikke finder den fordelagtig nok,
men begærer mere for et eller andet slags kød, og når nogen da vil beråbe
sig på taxten, svarer den ene med den anden, at de intet have deraf, hvor
ved de da, på egen hånd, rent tilsidesætter den 4de og 5te post i deres
laugsartikler.
Sådan omgang kunne være årsag nok til at ophæve lauget; og jeg
tænker, at disse laug, som i mangfoldige henseender er skadelige, og næp
pe på nogen kant er nyttige, ikke meget fortjener at skånes.
Udi bagernes laugsartikler af 23. juni 1683 er i lige måde en efter
kornets indkøb forholdsmæssig pris på brødet fastsat.
Hvorvidt denne pris lægges til grund for den taxt, som Magistraten
nu undertiden sætter, og hvorvidt der haves indseende med, at bagerne,
såvel i henseende til brødets vægt, som godhed, retter sig derefter, det
ved jeg ikke; men det ved jeg, at bagerne kun slet holder det, de har
forbundet sig til, alletider at have forråd af alle slags korn for et år og at
dette laug med den det forundte forkøbs-rettighed meget bidrager til at
skade kornhandlen i København, og til kornprisernes meget hastige og
derhos mærkelige forandring. Det ved jeg og, at man jævnlig, uden for
København, får bedre brød og for bedre køb end i København.
Man skulle ikke tænke, at de, der så åbenbart handler mod deres
laugsartikler så dristig turde beråbe sig derpå. Men laugene er engang for
alle kommen i med at tro, at deres laugsartikler og privilegier alene bør
forstås til fordel for dem selv, og at det, som alene kunne synes at sigte til
det almindelige bedste, kun er der for et syns skyld og ikke for at iagttages.
Man må og tilstå at de, for størstedelen og fornemmelig in praxi, har
anledning til at tænke således.
Supplikanterne formener, at de allerede er alt for mange i lauget, da de
beløber sig til nogle og firsindstyve familier.
A f de derom indhentede efterretninger erfarer jeg, at der udi året
1743 har været, i det mindste, lige så mange, og udi årene 1753 og 54, flere
udi lauget, end der var udi året 1758, da denne supplik blev indgiven.
Jeg skulle tænke, at der er nogle og 80.000 mennesker i København
og når jeg betragter den store mængde til dels fornødne, til dels meget
brugelige varer, som urte- og isenkræmmerne alene er berettigede til at