130 / 249
1 2 8
Peter Henningsen
NB. Sådanne monopoler er endnu langt skadeligere og strider endnu
mere end laugene imod den naturlige frihed enhver har, at ernære sig på
hvad lovlig måde, han bedst ved og kan.
3) Blandt disse monopoler måtte man endnu allermest tage sig vare
for monopolia realia eller sådanne som tillægges en vis bygning og grund
og hvorved ejeren af samme alene bliver berettiget til en vis næring og
håndtering, f.eks. at sælge vin, at have farveri, garveri etc. NB. Disse mo
nopoler er så meget mere farlige, som de, ved det at de hæfter på en vis
grund, ikke hører op, men er på en slags måde evige, i stedet for at de
monopoler, som alene er givne en vis person, dog hører op ved hans død.
Dog er derved at mærke, at de monopoler eller eksklusive privilegier, der
gives en vis person og hans arvinger er næsten lige så farlige som mono
polia realia, hvorfor man og lige så meget må tage sig i vare for dem. Man
erfarer ofte i vore tider store ulejligheder af at der i forrige tider er ud
givne sådanne monopoler.
4) Dersom nogen skulle tilbyde sig at antage en ny og her i landet til
forn ubekendt fabrik eller at frembringe eller forarbejde visse varer, som
vi tilforn har ladet komme fra andre steder, og han derhos påstår for sådan
fabrik eller manufaktur at få monopolium, da bør det dog, efter mine
tanker, ikke tilstås, uden for en vis tid, f.eks.
10
, 15 å
20
år, men ikke enten
for hans fabrik eller på hans person og arvinger. Thi på den måde kan en
fabrik, som i begyndelsen er nyttig, ofte i eftertiden hindre flere endnu
nyttigere fabrikker. Kan det ikke ske på anden måde, må en sådan en langt
hellere tilstås noget forskud i penge end et bestandigt monopolium.
Man har haft eksempel på, at én, formedelst et en anden forundt
monopolium, har måttet bruge brænde til det, hvortil han med langt større
besparelse og nytte for sig selv og for publikum kunne bruge stenkul.
5) Når en svend begærer bevilling på at indtages udi et laug, hvor det
formenes ham at indtræde formedelst en mangel, der i sig kan anses for en
slags formalitet, da mener jeg, at en sådan bevilling ikke bør ham nægtes.
6
) Når en fattig mand begærer tilladelse at ernære sig af det, han udi
en eller anden profession kan forarbejde med egne hænder og derhos
erklærer, at han ikke ved på anden måde at ernære sig,; man og af den ind
hentede erklæring erfarer, at det omtrent forholder sig således, da bør så
dant ham så meget mindre nægtes, som forordningen af
2
. maj 1685 dertil
giver temmelig god anledning. Er den profession i hvilken han begærer
tilladelse at arbejde og af den beskaffenhed, at han ikke vel kan foretage
sig og fuldføre noget alene, og han, i den henseende, begærer tilladelse til
at holde en dreng eller håndlanger, bør det ham og tilstås.