180 / 605
170
Det ridderlige Akademi i København
hed, der unægtelig ogsaa ytrede sig som Paastaaelighed
og Rethaveri, stædig Fastholden ved det Standpunkt, han
havde indtaget og krævede respekteret. Havde han end,
den sidste Mand af en af den danske Adels stolteste gamle
Slægter, loyalt sluttet sig til den nye Statsform som den
enevældige Monarks lydige Tjener — ja, som Henrik Ernsts
gamle Discipel har han vel endog utvivlsomt været over
bevist
0111
, at denne Tingenes Tilstand var den bedste for
Riget — saa var. han alligevel en typisk Repræsentant
for de gamle Slægter og derfor en fremmed i den Kreds,
der nu kom til at omgive Tronen1). At han sluttede sig til
Enevælden, betød jo ikke, at han med Sympati saa paa,
at den danske Adel stedse mere gik ud af Spillet. At han
selv skulde tage sin gamle Slægts Skjold med sig i Graven,
har sikkert været ham en bitter Sorg.
At de mange fremmede Lykkejægere har været ham
imod, er naturligt nok; til Christian Siegfried von Piessen,
som dog var en af de mest sympatiske af disse fremmede,
var hans Forhold saaledes ikke godt, og han synes i det
hele at have staaet ret alene indenfor Hof- og Embeds
kredsen.
Hovedaarsagen til, at Marcus Gjøe ikke fik udrettet alt,
hvad han vilde, for Akademiet, var imidlertid den oftere
nævnte Inerti i Regeringskollegierne, i Konseillet og paa
allerhøjeste Sted.
Man gik til en Opgave som Oprettelsen af et ridderligt
Akademi, fordi Kongen gav Ordre dertil, maaske blot til
skyndet af et flygtigt Lune, fremkaldt af Impulser udefra.
Ingen nærede virkelig Interesse derfor eller satte noget
Arbejde ind paa at løse Opgaven, og omvendt har heller
ingen, selv
0111
han ha r erkendt, at der savnedes Midler
*) Hans Afhandling om Enevælden fra hans 18. Aar, skrevet under
Henrik Ernsts Auspicier, er naturligvis væsentlig Lærerens Værk, men
den viser dog tillige, at hans Anskuelser tidlig er drejet i den Retning.
Jvfr. Værket om Sorø, I, 608.