190 / 605
180
Det ridderlige Akademi i København
mastelige i, at Opslagene ikke var paa Latin, men de
Heste saa dog ind til Realiteten, hvori der var et vir
keligt Modsætningsforhold; at gøre Thomasius til en
Helt i Aandslivets Historie er ganske vist ogsaa en no
get barnlig Tanke. Med disse Forelæsninger vilde Tho
masius i Universitetets Auditorier indføre den Philosophia
aulica, som han docerede i sin nævnte Bog, og ikke helt
med Urette holdt de brave Leipziger-Professorer paa, at
Philosophi var Læren om den videnskabelige Tænkning,
ikke én Hofphilosophi eller Anvisninger paa, hvorledes en
Hofkavaler eller Verdensmand skulde opføre sig, altsaa
en temmelig udvendig Moraliseren.
Bogen, Thomasius vilde lægge til Grund for sine
Forelæsninger, var højst aktuel i Tyskland. Den span
ske Jesuit Gracian havde 1647 udgivet en Haandbog
i Verdensmands-Philosophi, hvad en Mand, som vil
søge højere Stillinger i Samfundet, bør vide, og hvor
ledes han bør handle, og denne Bog vandt navnlig i
den franske Oversættelse under Titlen L’homme de Cour,
uhyre Udbredelse ogsaa i Tyskland. Naar Thomasius til
Forelæsninger over dette i philosophisk Henseende m il
dest talt letbenede Skrift føjede et Program, der skulde
paavise Manglerne ved Aristoteles’ Ethik og et Disputa-
torium, hvori Universiteternes Ordning og Undervisning
skulde underkastes Kritik, er det forstaaeligt, at hans Stil
ling blev vanskelig. At stille Gracian og Aristoteles over
for hinanden og fremhæve Spanieren paa den store græske
Tænkers Bekostning, maa forekomme enhver kyndig ab
surd, men den Forargelse, det dengang vakte, havde dog
nok saa meget sin Grund i theologiske Bekymringer. Intet
Under, at man søgte Lejlighed til at faa ham bort. En
saadan sørgede han selv hurtigt for. I Anledning af et
Fyrsteægteskab skrev han om Forbindelse mellem Luthe
ranere og Reformerte og søgte at vise, at der intet galt
var i et saadant Ægteskab. Han indstævnedes nu for Kon