205 / 605
Det ridderlige Akademi i København
195
mist; at Gesandtbørnene indsattes i Akadem iet er natu rlig t
nok, men iøvrigt er det forbavsende, n aa r m an gennem
løber denne Række af fremmede Navne, som fylder Ma
triklerne, hvo r yderlig faa ib land t dem der havde noget
med D anm ark at gøre. Gaar m an Matriklen igennem,
ligger det næ r at stille det Spørgsmaal: hvor mange af
disse unge M ennesker kom til at yde en væ rdifuld Indsats
i Landets Tjeneste som Vederlag for den kostbare U nder
visning, de havde nydt. Svaret er yderst nedslaaende.
De kongelige Rangspersoner, som oftest fik Adelspatent,
var dog Landets egne Børn og fa n d t natu rlig Anvendelse
i Landets Tjeneste, medens de fremmede enten straks
atter sporløst fo rsvand t — hvad jo ogsaa var det heldigste
— eller puttedes ind i Em beder eller Ho fcharger og ofte
kritikløst blev overøst med Hædersbevisninger. Sam ler
man Resultatet a f denne Oversigt, m aa det siges, at det
ridderlige Akademi ikke h a r tilfø rt den danske S tat nogen
værdifuld Forøgelse af A rbejdskraft.
Blandt Hovmestrene kunde m an vente at finde en Række
af den følgende Tids frem trædende lærde Mænd, men det
er ikke Tilfældet; kun meget fa a kendte og ingen berøm te
Navne møder os i denne Liste. Nærmest et Kuriosum er
det, n aa r vi som en Art Rem iniscens fra det soranske
Akademi træ ffe r Sønner af de fremmede Sprogmestre,
saaledes en Jonas Matras og F rede rik Christian Rodriguez,
der endte som Hofpræ st og Sognepræst ved T rin itatis
Kirke i København.
At angive Grunden til det kumm erlige Resultat kræver
iøvrigt som Fo rudsæ tn ing en Undersøgelse af Akademiets
Styrelse, dernæst af Læ rernes Personligheder og endelig
af selve Undervisningens K arak ter, der jo ikke alene er
bestemt af de Maal, Læ rerne satte sig, eller af deres Evner
for Undervisning, m en ogsaa af de Muligheder, de havde
for at udfolde sig, af de Grænser, T idsforholdene drog for
deres Virken.