291 / 318
284
gaaet at blive forfulgt af løgnagtige Smæde
skrivere eller at faa et tilsvarende journalistisk
Bagtrappepersonale i sin Tjeneste, saa vilde
Enhver, der skrev Noget, der kunde opfattes
som fornærmeligt mod „Hendes Naade“, være
udsat for af hendes Lakajer at blive betegnet
og af deres tankeløse Eftersnakkere at blive
betragtet som en af hendes fornemme Fjender
lejet literær Bandit, og det Skældsord vilde jeg
ikke finde mig i for den Fornøjelse at bringe
Grevinderne D u to n n e a u og D u b a rr il paa
Scenen. Endnu dengang syntes jeg heller ikke,
at vi kunde tale om Dubarrisme.
Dermed endte den Forhandling, men „Ti
derne forandres, og vi med dem.“ — Da Aaret
1860 var nær ved at oprinde, kunde jeg ikke
nægte, at det trak op til Dubarrisme her i
Landet. Enhver vidste, at „Grevinden“ havde
Kongen fuldstændig i sin Magt, og at hun be
nyttede sit Herredømme over ham med al den
Hensynsløshed, som man kunde vente af en
Magthaverinde med hendes Fortid.
Kongen
havde ved alle Lejligheder skudt hende frem
for Enhver, der søgte at nærme sig ham, det
være Supplikanter eller Deputationer, og da
det var vitterligt, at hendes Protektion jævnlig