58 / 191
Rolf Dahl
indlæg og modindlæg for gennem luften, så sagen kom til at
trække ud så længe, at dommen først kunne falde den 23. juni
1772. Den konkluderede i øvrigt med en pure frikendelse af
Jens Bramsen.
Under den sidste fase af denne retssag var Bramsen begyndt
at skrante, og efter langvarig sygdom døde han den 30. novem
ber 1773. Dødsårsagen var skørbug. Den 3. december blev han
begravet i Schiønning Andersens gravsted, og der blev ved den
lejlighed ikke sparet på noget. Et kongebrev16gav tilladelse til,
at ligkisten blev overtrukket med sort baj og »paa Laaget med
en liden Plade ziiret«, samt at begravelsen foregik om eftermid
dagen, selv om luksusforordningen udtrykkeligt forbød den
slags, og pragtudfoldelsen var mindst lige så omfattende som
ved krigsråd Gerdes begravelse 11 år tidligere.
Dersom alle Bramsens debitorer havde indfundet sig med
betaling straks efter hans død, og boet kunne være blevet op
gjort med det samme, ville han formodentlig have efterladt sig
nærmere 3000 rdlr., men sådan gik det ikke. Proklama blev læst
den 11. januar 1774, hvor hans kreditorer og debitorer blev
opfordret til at indfinde sig, men som det så ofte sker, var
kreditorerne hurtigere i vendingen end debitorerne, og enken
og hendes fader stod nu over for et sisyfosarbejde med at
inddrive den afdødes udestående fordringer.
Ved sin død havde Bramsen efterladt sig 172 rdl. og 11 ß i rede
penge, men når nu regningerne begyndte at strømme ind, var
de hurtigt opbrugt. Det blev derfor Schiønning Andersen, der
måtte træde til og forstrække sin datter, så den afdøde »kunde
ligge som en ærlig Mand i sin Grav«. Hvad angik de udestående
fordringer kom fader og datter ikke langt ad frivillighedens vej,
og ganske hurtigt opgav de at få noget fra de fattigste af debito
rerne. Dermed kunne de vinke farvel til nærmere 1000 rdlr. Mod
de andre blev der i de følgende år ført en serie tildels lange og
opslidende retssager, de fleste af dem med et yderst magert
resultat.17 Det gennemgående træk ved disse trivielle sager
- som ikke skal nævnes her - var, at skyldnerne, hvis ikke de
rejste fingerede modkrav, gik fri ved at aflægge ed på, at de intet
var skyldig.
Endnu mens enkelte af disse retssager verserede, havde en
ken og hendes fader taget de første skridt til at få Jens Bram-
56