53 / 191
Schiønning Andersens sidste vilje
i sagen (Bytinget havde i mellemtiden skiftet navn til Hof- og
Stadsretten), fik parterne at vide, at søgsmålet såvel som kon
trasøgsmålene måtte bortfalde »som ugrundet og ubeviist«, og
dommerne tilføjede, at »da ingen af Parterne i denne langvarige
og uordentlige Sag har haft nogen riimelig Grund til Trætte, saa
bør de begge for deres udviiste Trættekjærhed hver for sig
betale saa meget som Dom og sag koster«.12
Selvfølgelig kunne ikke nogen af kamphanerne affinde sig
med en sådan udgang. Dommen blev omgående appelleret til
Højesteret, og der lå sagen endnu ved Jens Bramsens død. Men
en af de første ting hans enke foretog sig efter hans bortgang var
at indgå forlig med Birchfeldt, og efter at hendes fader havde
betalt ham 200 rigsdaler, bortfaldt ankesagen ved Højesteret.
Desværre gik sagens akter tabt ved Christiansborg Slots brand i
1884, og enkelthederne i en (må man tro) festlig sag er derfor
ikke længere at finde.13
Jens Bramsen var født i 1719 i Sønder Bjert syd for Kolding,
og var som ung mand kommet til København for at søge lyk
ken. Han tog ind hos Johan Christoff Rudiger i Vimmelskaftet,
og af den aldrende skomagermester, som i løbet af et langt liv
havde opsparet en del penge, lånte han til at starte sin egen
forretning. Kapitalen anvendte han til at købe kolonialvarer
på Det ostindiske Kompagnis auktioner på Christianshavn,
for senere at videresælge dem med en vis fortjeneste. Ellers
benyttede han sig af sine forbindelser til Slesvig og Holsten, og
importerede landbrugsprodukter derfra til København. Da
forbindelsen med Magdalene Sibylle var kommet i stand, over
tog Schiønning Andersen rollen som økonomisk bagmand for
Bramsen, og med sikkerhed i den gamle bryggers pantebreve og
andre værdipapirer kunne han udvide sine forretninger be
tragteligt.
Men dette var ikke den eneste konsekvens af forbindelsen. Nu
lykkedes det nemlig omsider Magdalene Sibylle at overtale sin
fader til at bygge det gadehus, som ikke var blevet genopført
efter branden i 1728. Schiønning Andersen havde hidtil med
held strittet imod, når datteren havde givet luft for sin util
fredshed med det trange sidehus, de sammen havde boet i,
siden hun var blevet enke, men nu, med udsigt til et snarligt
forestående ægteskab, kunne han - om ikke andet så for at
51