50 / 191
Rolf Dahl
Andersen tålmodigheden, og den 16. februar anlagde han sag
mod Ægidius Jacobsen for at få sin obligation tilbage, men
under de følgende afhøringer havde både Andreas Gerdes og
hans sagfører en kun yderst tåget erindring om begivenhederne
den 31. januar, og slet ingen om nogen obligation.
I mellemtiden var sr. Gerdes blevet »gandske syg og senge
liggende«. Han led af podagra, og den forsoning, han tidligere
forgæves havde forsøgt at aftvinge sin frue, kom nu i stand. Ved
påsketid flyttede de ind hos slagtermester Svendsen i Frederiks-
berggade, og kort efter meldtes krigsråden i bedring. Men om
efteråret blev han igen dårligere, og den 23. marts 1762 døde
han.
Andreas Gerdes opnåede aldrig sin svigerfaders tilgivelse.
Men selv om han - som Schiønning Andersen selv udtrykte det -
havde været ham »til liden Baade«, skulle dog ingen komme og
sige, at den gamle brygger ikke undte ham en begravelse, som
anstod sig en svigersøn af en af De 32 Mænd. Krigsråd Gerdes
blev begravet i Schiønning Andersens gravsted i Trinitatis Kirke
med al den pragt, som en standsperson kunne tilkomme. Sang
klokkerne kimede en hel time, den bedste ligvogn blev anvendt,
der var 2 præster, 2 bedemænd, 6 tjenere - og 12 studenter til at
bære, 9 vogne var lejet til de sørgende.
Udgifterne til begravelsen blev dækket af svigerfaderen, som i
tillæg betalte slagter Svendsen 50 rdlr. for et års husleje. Det
hele beløb sig til 302 rdlr. 5 mark og 1 skilling, og skifteretten
bestemte senere, at Schiønning Andersen til gengæld kunne
beholde »det ringe Boeskab og de Effecter, som hans Datter og
hendes salig Mand havde tillagt sig, siden hans Boe som fallit
blev antagen«.
Med sine ejendele flyttede Magdalene Gerdes igen ind hos sin
fader ved påske flyttetid 1762. Med hende kom kammerpigen
Susanne Lydersdatter og krigsrådens slavedreng, negeren
David Cæsar, som kom til at sætte mange grå hår i Schiønning
Andersens og hans datters hoveder. Men han var ikke det
eneste problem, Andreas Gerdes havde efterladt sig ved sin
død. Hans meget omfattende og komplicerede konkursbo
verserede endnu i årevis ved retten efter hans bortgang. De
5000 rdlr., som Schiønning Andersen havde kautioneret for, var
opsagt til betaling den 11. juni 1761, og han havde forinden
48