56 / 191
Rolf Dahl
vest, eller - når der var gæster - i den flotte blå manchesterkjol
med vest, sorte bukser og silkestrømper. Et helt lille arsenal af
martialske attributter bestående af en sølvkårde, en hirsch-
fånger (et kort jagtsværd) med sort håndgreb og forsølvet
messingbeslag og et spanskrør med sølvknap stod desuden til
hans rådighed, når han skulle promenere, eller - som var den
taletrængte grosserers vane - frekventere en af byens mange
vinstuer.
Jens Bramsen delte ikke sin svigerfaders interesse for offent
lige anliggender, og hans politiske karriere er derfor hurtigt
beskrevet. Den 9. marts 1767 udpegede magistraten ham til at
indkræve ekstraskatten i Klædebo kvarter, og den 27. marts
1771 blev han udnævnt til »De fattiges Forvalter udi Trinitatis
Sogn«, men den fornøjelse betalte han sig fri for, og blev »dimit
teret«. Anderledes var det derimod med hans interesse for
negotien. Hvert år, når Det asiatiske Kompagnis skibe var
kommet tilbage fra Østen, og deres hjembragte rigdomme af
silke, te, procelæn m.m. sattes på auktion, kunne man finde
monsieur Bramsen blandt de bydende. Enkelte afbudene afgav
han i kommission for andre, resten købte han for egen regning
med videresalg for øje. Indkøbene blev normalt foretaget på
kredit med - som tidligere nævnt - sikkerhed i Schiønning
Andersens værdipapirer, og efterhånden som varerne blev af
sat og penge kom ind, blev gælden tilbagebetalt.
Men det var ikke altid, at hans kunder og andre forretnings
forbindelser betalte, og da var Bramsen ikke sentimental, men
slæbte synderne for retten. Her skal ikke nøjere redegøres for
den brede fure, som grossereren med sine utallige sagsanlæg
pløjede gennem dansk retsvæsen, kun hans mellemværende
med spækhøker Peter Petersen i Christen Bernikows Stræde
skal nævnes.15
Spækhøkeren, som var mindst lige så kværulantisk som
Bramsen, havde været kunde hos ham i flere år, og fået varer på
kredit og lånt penge af ham, da Bramsen i 1768 syntes, det trak
vel længe ud med tilbagebetalingen. Han forlangte derfor, at
Petersen udstedte en obligation til ham på 200 rigsdaler, som
var det beløb, han skyldte ham. Den 16. juli blev obligationen
udstedt, og som sikkerhed stillede høkeren hele sit »Boe og
Gods«. Bramsen følte sig nu så betrygget, at han genoptog
54