Previous Page  57 / 191 Next Page
Information
Show Menu
Previous Page 57 / 191 Next Page
Page Background

Schiønning Andersens sidste vilje

leverancerne, og den 3. november kvitterede Petersen for mod­

tagelse af bankebyg, perlegryn og flensborgsk sennep med en 3

måneders veksel på 183 rdlr. og 4 skilling. I løbet af vinteren

betalte han grossereren 56 rdlr. på vekslen og 75 på obligatio­

nen, men dermed var det slut. Da vekslen forfaldt, havde han

ingen penge at betale med, desuden skyldte han penge mange

andre steder, og ud på foråret blev det klart for ham, at noget

drastisk måtte gøres. Den 10. april blev butikkens varelager

bragt op til Bramsen, for at ikke Petersens andre kreditorer

skulle kunne forgribe sig på det, når han indgav konkursbegæ­

ring. Det gjorde han 3 dage senere, og for at undgå at blive smidt

i gældsfængsel, søgte han tilflugt hos Bramsens gårdskarl i

Vognmagergade. Fra sit skjulested ansøgte han kongen om frit

lejde for at få tid til at stable en overenskomst med sine kredito­

rer på benene, og den 23. juni blev kongebrevet udstedt.

Petersen henvendte sig nu til Bramsen for at få sine slagter­

varer tilbage, men grossereren ville ikke drømme om at give

dem fra sig, før han havde fået sit tilgodehavende, somnu beløb

sigtil 285 rdlr., tilbage. Den 11.juni sendte han derfor et brev til

skifteretten, der behandlede hans bo, hvor han taler om Bram­

sens »slette Forhold og underfundige Omgang imod ham«, og

truer med sagsanlæg og vidneførsel, dersom han ikke får sine

varer tilbage. Bramsen replicerede den 25., at varerne var leve­

ret ham som underpant og sikkerhed for det, Petersen var ham

skyldig, og kalder ham desuden »aldeles usandfærdig og ublue«.

Efter en hel del tovtrækkeri parterne imellem, samt udskiftning

af advokater, kom retten den 10. oktober til den konklusion, at

Bramsen var berettiget til at sælge fedevarerne, og beholde det

han fik for dem, som afdrag på sit tilgodehavende. Auktionen

blev holdt den 15. december, og nedbragte Petersens gæld til

80 rdl. 2 & 14 6.

Men hermed var sagen ikke til ende. Spækhøkeren havde

nemlig den 21. maj 1769 stævnet Bramsen for Bytinget med

krav om erstatning for kødvarerne, hvis pris han generøst hav­

de sat til omtrent det tredobbelte af det, de indbragte ved

auktionen. I tillæg havde han forlangt »Reparation og Erstat­

ning«, så beløbet kunne rundes op til 1000 rdlr. Der udfoldede

sig i den følgende tid en livlig aktivitet med vidneførelser, hvor

beskyldninger af de særeste slags fremførtes - og benægtedes -,

55