60 / 191
Rolf Dahl
Peter Uldall - i samtiden mere kendt som Struensees forsvarer
end for den melée han anrettede i denne forbindelse.
Jyderne havde nok tegnet sig et lidt vel optimistisk billede af
deres slægtnings succes i det københavnske, blandt dem gik
han for at have været en bemidlet mand, der mindst var god for
1000 rigsdaler, og i brevet insinueres, at hele skifteforretningen
var pro forma værk, fordi »der ej har meldt sig en eneste
Creditor«. Der spørges også, hvad der var blevet af enkens
mødrene og bedstemødrene arv (!), og, tilføjes det, da boet nu
ikke længere kan bringes i den stand det var, da hendes mand
døde, fordi hun i 5 år har skaltet og valtet, som hun har fundet
for godt, så må arvingerne »afvente, om de kan faae nogen
Skadesopretning, naar hun ved Døden afgaaer«.
Den 10. marts modtog skifteretten Magdalene Sibylles indig
nerede svar. Hun skriver, at hun »overlader til Skiftecommissio-
nen og hele Verden at bedømme hvorledes hun har skaltet og
valtet med Boet«, og, at dersom arvingerne ønskede det bragt
tilbage til den stand, det var i, ved hendes mands død, ville det
ikke gavne dem, med mindre de da tænkte på hendes mands
smukke lommeur, »som en af Arvingerne, nemlig Mads Michel-
sen, efter hans Begjæring har bekommet gratis«. Efter at hun
har gjort rede for hvorledes hendes mødrene og bedstemødre
ne arv var blevet sat til af hendes ægtemænd, sukker hun: »Men
hvad skal jeg sige om disse Arvemidler? Hvor blev den Sne, der
faldt i ljor?«.
Den 23. juni 1779 afgav imidlertid skifteretten kendelse,19der
gav jyderne medhold i, at testamentet ikke gav enken ret til at
forlange skifte med dem på indeværende tidspunkt.
Denne afgørelse indebar i virkeligheden at Jens Bramsens
slægtninge blev gjort til Schiønning Andersens arvinger, og det
var den 80 år gamle brygger ikke det mindste begejstret for vel
havde hans to svigersønner været ham dyre bekendtskaber,
men der var fremdeles skillinger på kistebunden, og det var nu
hans agt at forhindre, at de endte i Jylland. Efter domsafsigel
sen forlangte han betænkningstid, men den 16. oktober var
hans beslutning truffet, og han og Magdalene Sibylle erklærede,
at de ikke ville anke afgørelsen.
Schiønning Andersen, som ikke for ingenting havde tilbragt
et langt liv blandt pengebegærlige mennesker, viste sig nu at
58