59 / 191
Schiønning Andersens sidste vilje
sens bo endeligt opgjort. I 1778, da det stod lysende klart for
enken, at boet ikke just var nogen guldgrube, anmodede hun i
en skrivelse af 21.juli skifteretten om at tage det under behand
ling, så hun kunne »erhværve et lovskikket Skiftebrev imellem
sig og sin salig Mands Arvinger«, og boet blive ekstraderet til
hende selv eller hendes fader, »siden ham ingen Gjengjeldelse
kan skee til Betaling for sit udlagte« til boets mange kreditorer.
Heri henholdt hun sig til sit og sin afdøde mands reciprokke
testamente,18der var oprettet den 2. juli 1767, da hun havde
været alvorlig syg, og stadfæstet den 17. december 1773. Te
stamentet gav den længstlevende af ægtefællerne ret til at
sidde i uskiftet bo til sin død uden skifte med den afdødes
arvinger, og fastslog desuden, at hvis den længstlevende indgik
nyt ægteskab, skulle der udbetales 10 rdlr. til samtlige den
afdødes arvinger »og ej mere«.
For sikkerheds skyld blev et nyt proklama læst den 31. august
1778, og da ingen nye kreditorer meldte sig, kunne man omsi
der sætte sig ned og gøre det endelige regnskab op efter den
afdøde. Tid efter anden var der fra hans debitorer indkommet
2002 rdlr. og 12 skilling, og når dertil kommer hans efterladte
ejendele, varelageret og indboet, kunne boets formue opgøres
til 2539 rdl. 2^46. Udgifterne beløb sig imidlertid til 2849 rdl. 2
} 5 6, så regnskabet kom til at give et underskud på 310
rigsdaler og 1skilling. Men hertil beregnede enken, at hun hvert
af de forløbne år siden hendes mands død havde modtaget 370
daler til livets ophold af sin fader, tilsammen 1665 rdlr., så boet
kom til at udvise et endeligt underskud på 1975 rdlr. og 1
skilling.
Denne beregning, med specifikationer, regninger, beviser og
andre bilag fremlagde Schiønning Andersen i skifteretten den
16. december 1778. Bramsens arvinger - en søster, en nevø og en
niece bosat i Jylland - var på forhånd adviseret, men var ikke
mødt op. Bobehandlingen blev derfor udsat i 8 dage, men hvis
den gamle brygger havde troet at den hellige grav nu var vel
forvaret, så fik han sig nogle slemme overraskelser i den følgen
de tid. Lillejuleaftensdag mødte nemlig en repræsentant for
arvingerne og forlangte yderligere udsættelse, og den 6. januar
1779 tilkendegav han, at de »ej vilde entrere i noget Skifte«. Den
3. februar fremlagde han et brev fra arvingerne, ført i pennen af
57