HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn

Schiønning Andersens sidste vilje

til salg. Ejendommen bestod kun af et beskedent sidehus på 6

fag og 2 etager, og et baghus. Forhuset havde der ikke været

penge til at genopbygge efter den store ildebrand i 1728, kælde

ren var kun blevet overdækket med et skråtag, og mod gaden

var der rejst et plankeværk.82 år senere besluttede han sig, og

den 16. juni 1760 fik han skøde på gården formedelst 2100

rigsdaler. Da han senere på året skilte sig af med sin brygger

gård, fik han 6000 rdlr. for den.9 I de beskedne pauluner i

Rosenborggade indstillede Schiønning Andersen sig nu på en

stille pensionisttilværelse, men otiet blev næppe nær så fred

sommeligt, som han havde tænkt sig.

I mellemtiden var Magdalene Sibylle indtrådt i en mere pran

gende tilværelse med sin gemal Andreas Gerdes i nuværende

Vestergade nr. 27. Foruden bryggeriet drev han en omfattende

handel på Altona og Amsterdam, men fremfor alt beskæftigede

han sig med import af kolonialvarer fra de danske besiddelser i

Vestindien.10

De nygifte levede på en stor fod - en smule

fo r

stor kan det

synes, for allerede sommeren 1760 begyndte krigsrådens man

ge kreditorer at blive mere nærgående, end han brød sig om. Da

den mest pågående af dem, kammerråd Goldt, forlangte sin

vekselobligation indfriet, og monsieur Gerdes ikke så sig i stand

til det, må der være gået panik i ham. For at undgå at blive sat i

gældsfængsel gik han den 19. september i dækning hos sin

advokat Ægidius Jacobsen, som sørgede for at sende en kon

kursbegæring til skifteretten. Endvidere blev der udstedt en

panteobligation in blanco, som blev tilbagedateret til den 13.

september, lydende på 6800 rdlr. Hvad der egentlig var menin

gen med dette kunstgreb, blev selvfølgelig aldrig oplyst under

den følgende lange bobehandling.

På Magdalene Sibylle kom hendes mands fallit som lyn fra en

klar himmel, og i sin kvide sendte hun straks bud efter sin fader.

Den gamle brygger kom derhen med det samme, og da han fik at

høre, hvad der var sket, blev han meget opbragt. Han havde

nemlig to år tidligere gået i kaution for sin svigersøn for et lån

på 5000 rdlr., og i den tro, at han var en sikker betaler, havde

han undladt at tage pant hos ham. Da fogedens folk kom,

beklagede han sig »over denne uforventede Tilstand og især

derover, at han havde gaaet i Caution for Krigsraaden, hvorved