88 / 191
MØLLERLIV I KØBENHAVN
A f Torben Ejlersen
De københavnske kornmøllere var sluttet sammen i et laug,
hvis formål ligesom andre håndværksfag var at markere sig
over for det øvrige samfund, men samtidig regulere medlem
mernes indbyrdes forhold. Tilsvarende greb statsmagten
stærkt ind over for møllerlauget, dels for at sikre indtægter til
statskassen, dels for at få kontrol med denne vigtige side af
levnedsmiddelforsyningen. I Danmark var kun København stor
nok til at rumme et særligt møllerlaug, dog nævnes omkring
1749 et møllerlaug i Køge, hvor syv vindmøller hævede sig nord
for byen.1
I 1684 gav Christian V nye bestemmelser for det københavn
ske møllerlaug som led i en almindelig revision af det danske
laugsvæsen. Ingen måtte formale korn uden at have borger
skab og være medlem af lauget. En oldermand valgt for to år
stod i spidsen for lauget. Man fastsatte desuden regler for
maleløn, lærlingeuddannelse, forsorg og andet.2
Møllerne holdt laugssamling 3-4 gange årligt, fra 1750 på
møllen på Hahns bastion, som lauget da havde fået bevilling til.
Under forsæde af oldermanden og deltagelse af en rådmand fra
Københavns Magistrat drøftede møllermestrene fælles pro
blemer. Lærlinge blev ind- og udskrevet, nye mestre optoges, der
aflagdes regnskab for fattigpenge eller begravelser, og såvar der
naturligvis altid grund til at klage over urimelig konkurrence
fra bagerlauget. Endelig kæmpede møllerlaugets medlemmer
indædt mod ny teknik, især dampkraften, da den begyndte at
true.3
Mens kornmølleriet i landdistrikterne helt op til 1900 næsten
udelukkende var præget af kundemølleri, d.v.s. at den som kom
med kornet også fik sit eget mel tilbage, fik møllererhvervet i
de større købstæder samt i København tidligt mere præg af
8 6
\