90 / 191
Torben Ejlersen
boderne havde udfærdiget »»zisesedler« til, nåede frem til byens
forbrugere.5
De københavnske møllersvendes pengebøsse fra 1765.
Den har beslag til tre hængelåse, så den kan kun åbnes,
når oldermanden og to bisiddere var tilstede. National
museet.
Der skulle ikke betales konsumtionsafgift af uformalet byg,
hvede eller rug ved passagen gennem portene. Til gengæld
krævedes det, at formalingen skulle finde sted på byens møller.
Afgiftens størrelse afhang af, hvad kornet skulle bruges til.
Brødkorn takseredes billigst, men af korn til brændevin for-
langtes et højere beløb.
11781 opførte man ved hver af de eksisterende 16voldmøller
en lille muret kontorbygning på et fag. Den tjente til ophold for
de konsumtionsbetjente, som i dagtimerne skulle inspicere
vogntrafikken til og fra møllerne. For at hindre omgåelse af
konsumtionsafgiften fik møllerne på volden allerede i slutnin
gen af 1600-årene gentagne gange forbud mod om natten at
køre korn til eller mel fra deres mølle.61praksis var det voldens
skildvagter, som skulle håndhæve forbudet. Vagterne kunne
også gribe ind, hvis konsumtionsbetjentene var forhindret
i dagtimerne. De store indenvoldske mølleanlæg som Malt
møllen ved Skt. Annæ Plads, Bryghusmøllen eller Langebro-
møllen havde også konsumtionsbetjente at trækkes med.
Den overordnede administration af mølleafgifterne skete på
maleværkets konsumtionskontor, som lå på Slotsholmen ved
den senere tilkastede Børsgrav. Her fandt et omfattende bog
holderi og regnskab sted. Denne administration har efterladt
sig en del materiale, desværre ikke de møllebøger, som kunne
have tjent som kilde til de enkelte møllesteders produktion. Den
netop beskrevne offentlige konsumtionskontrol foregik i perio
den 1730-1800, mens den før og efter forpagtedes ud til private.
Hvis man ønsker viden om de enkelte møllesteders drifts
88