89 / 191
Møllerliv i København
handelsmølleri, d.v.s. at møllerne købte korn op i store mæng
der og solgte melet videre til de kunder, som meldte sig.
Den københavnske møllersvend
Peter Berensens Sølvskilt fra 1648.
Skiltet, der muligvis er det ældst
bevarede danske laugsskilt, blev
båret om halsen af svendenes for
mand. Nationalmuseet.
Myndighederne så en naturlig opgave i at sikre brødforsynin
gen til den københavnske befolkning. Samtidig måtte man af
beskatningsmæssige grunde holde øje med mølleriet.
Ved kravet om borgerskab samt indtræden i møllerlauget
kunne kongen regulere antallet af møller. På grund af voldene
og det foranliggende demarkationsterræns militære betydning,
var det her let at være restriktiv med udstedelse af skøder til
møllepladser og dermed begrænse antallet af møller. Desuden
søgte man ved forbud mod hjemmemaling af korn på hånd
kværne at få kontrol med mel- eller maltproduktionen.
Da skalkværnene til grynmaling vandt frem i løbet af 1700-
årene, krævede denne produktionsfremmende mølletekniske
nyhed bevilling fra Rentekammeret. Derimod var det i Kom-
mercekollegiet, at man skulle søge om tilladelse til oliemøller og
lignende »industrielle« virksomheder.4
Udover de allerede nævnte kontrolmuligheder i laugs-
artiklerne forlangte man, at hver mølle skulle bruge en stang
vægt til vejning af korn og mel. Vægten blev regelmæssigt inspi
ceret af politimesteren.
Voldene omkring København tjente primært som forsvars
anlæg, men de fungerede også som en fysisk grænse mellem by
og land, hvor man opkrævede konsumtionsafgift af de varer,
der var på vej til de københavnske forbrugere. Konsumtions
kontrollen skete i praksis på acciseboderne ved Vesterport,
Nørreport, Østerport og Amagerport. Men også i voldanlæggets
raveliner og andre steder fandtes konsumtionsposter. Her
holdt betjente nidkært øje med, at kun de varer, som accise
87