PeterFrederikSuhm

»V an sk elig h ed er ved at sk rive den d ansk e H istorie.«

2 4 9

Vildfarelser have tjent til at opdage Sandheden for de efterfølgende

Slægter. I vanskelige Ting have vi ofte de Gamles Vildfarelser at

takke for vore Opdagelser. Dersom jeg derfor skulde i mit fore

havende Skrift rent vildfare, som jeg gjerne tilstaar let at kunde

ske, saa vil jeg ikkun ønske, at mine Vildfarelser maa tjene til at

bringe Eftertiden paa rigtigere Spor. Slig Tanke opmuntrer mig

at blive ved i mit Forsæt.

»Monumenterne,« som Suhm derefter gaar over til at be

handle, ere gamle Penge, gamle Inskriptioner, gamle Bygninger

»og flere saadanne Ting.« Penge kjendtes ikke i de hedenske

Tider, og det bliver da Inskriptionerne, som først behandles,

det vil sige: det er Runeindskrifterne, som omtales. Suhm

giver et Résumé af de Meninger, som ere fremsatte

0111

nernes Oprindelse, hvorom han selv har den Tro, at, da Ve-

nantius Fortunatus har kjendt Runerne i Frankrig, saa er det

over dette Land, at de ere komne til Norden; men de ere

komne til Frankrig fra Spanien, hvor der findes Penge med

Runer; til Spanien maa de være komne fra Afrika ved kartha-

giniensiske Kolonister, og følgelig ere de al phoenicisk Oprin

delse. Man kunde ogsaa tænke sig, at de stamme fra de

ældste Hebræer, thi der er megen Lighed imellem Runerne og

de samaritanske Bogstaver. Derefter tales om de hetruriske

Bogstaver, som vist stamme fra Phoenicierne, og om de i

Sibirien fundne Indskrifter med Bogstaver, som ligne vore

Runer*; der udtales den Tanke, at vore Forfædre i det 9.— 11.

Aarhundrede paa deres Søtog til Biarmeland, hvor Regnar

Lodbrog skal have ladet sine Bedrifter udhugge med Bogstaver,

have bragt Runerne til disse Lande; fra Permien ere de langs

Dwina bievne bragte til Sibirien og i Tidens Løb ere de bievne

forandrede.

Er der ingen Mønter fra den hedenske Tid, saa er der

Mønter fra den kristne Tid, men de give ikke meget Udbytte

* En af de Mænd, som først fremdrog disse Indskrifter, var Svenskeren

Philip Johan Strahlenberg,

f. 1676, død 1747, som under et mangeaaiigt

Fangenskab i Sibirien benyttede Lejligheden til at foretage flere Rejser i

dette Land, og paa dem opdagede In d sk riftern e; disse tildrog sig megen Op

mærksomhed hos de vesteuropæiske Lærde, og bleve studerede, med tv i\ 1-

somt Resultat. T il den Slags Indskrifter høre de mod Slutningen af det 19.

Aarhundrede saa meget om talte Orkhon Indskrifter, som Professoi I

ilh.

Thomsen

har læst.