301 / 610
H istorie a f D anm ark.
2 8 3
Aarstallet, som i hans Danmarks Historie. Spildt er Arbejdet
visselig ikke, men stor Jammer maa det nævnes, at Danmark
ej har fostret en Søn, der sømmelig kunde beskrive hendes
Idræt og Levedage; ikke engang en Broder til Saxo er op-
voxetj og hvo som vil kjende sin Moders Levnet maa enten
nøjes med Holbergs skjæve, løse Tale, eller Tydskeren Geb-
hardis tørre Ramse, eller gaa sig træt i Suhms Vildnis.«
Oluf Worm var klassisk Filolog, ikke Historiker, det er
derfor ikke forunderligt, at han har sat saa liden Pris paa
Suhms Arbejder, og det saa meget mere som han ikke synes
at have opfattet paa rigtig Maade, hvilken den Opgave var,
som Suhm havde foresat sig at løse. Men Worms Kritik blev
udtalt privat i et Brev til en Ven, og den blev først offentlig
bekjendt i Aaret 1831. Grundtvig betragtede Historien fra et
filosofiskt, et religions-filosofiskt, et moralskt Standpunkt, og
han var fremmed for historiske Enkelt-Undersøgelser, som
Studiet af Middelalderen absolut kræver. Det er derfor meget
naturligt, at disse to Mænds Domme om Historikeren Suhm
lyde saa strenge.
Grundtvig havde dog meget tilovers for Suhm. Dette kan
sluttes af hvad han 1818 skriver i Fortalen til sin Oversæt
telse af Saxo, hvor han nævner »to Dannemænd, hvem den
Ære tilkommer at have i de for Fædrelandets Krønike ulykke
ligste Dage dog hos en Deel vedligeholdt eller vakt nogen
Kjærlighed til den, og Opmærksomhed paa de gamle herlige
Sagn, det var Suhm og hans Yndling Frederik Sneedorf.« Og
han taler om, hvorledes det, i Modsætning til Sagntiden, for
holder sig med at rette paa Saxo efter Gorm den Gamle,
»hvorom man kan overtyde sig ved blot at kige ind i den
blandt os amindelsesværdige Peter Frederik Suhms udførlige
Samlinger til Danmarks Historie.«
Som Kritiker ligeoverfor Enkeltheder mødte frem
Gustav
Ludvig Baden
1807 og 1810.
Chr. Molbech
karakteriserede 1814
hele Værket og tillige Suhm som historisk Forfatter. 1829
talte
H. Estrup
i Anledning af den fjortende Tome dels om
denne, dels om Værket i Almindelighed, og det samme skete
i en Artikel, som 1832 læstes i »Dansk Literaturtidende.« Af
nyere Forfattere, som have dømt om Værket, maa nævnes
N. M. Petersen
og fremfor alle
Caspar Paludan-Miiller
. N. M.
Petersen har egentlig kun i Forbigaaende talt om Suhms Hi