302 / 610
2 8 4
P eter F red erik Suhm .
storie, som han naturligvis kjendte meget godt; om han end
gjerne vil give den en god Karakter, saa er dog hans Kritik
nærmest forkastende. Der er for Suhms Biograf ikke meget
Nyt at føje til hvad de forskj ellige Mænd, som ere nævnede,
have sagt, og, hvad der bliver udtalt i det Følgende om Suhms
Arbejde, er nærmest en Extrakt af deres Domme og Karakter
istiker, især af Paludan-Miillers. Men der maa stadig haves
i Erindring, hvad der ovenfor er meddelt i Uddragene af For
talerne til flere af Tomerne, dels af Suhm, dels af Abraham
Kali, dels af Rasmus Nyerup, thi disse Fortaler oplyse ikke
saa lidt om det Maal, som Suhm havde sat sig, og om hans
bevidste Fremgangsmaade ved at skrive sit Værk.
Man gjør gjerne Forskjæl paa de første Dele og de føl
gende. De første Dele indeholde den tidligste Historie, der i
saa høj Grad er indhyllet i Sagn; her var der god Lejlighed
til at fortælle, og det fremhæves, at Fortællingen er mere
sammenhængende, og at Stilen er omhyggeligere end i de føl
gende Dele, hvor det mere kom an paa at meddele. Største
Delen af Værket kaldes af G. L. Baden »et Magazin,« medens
Estrup siger, at »Danmarks Aarbøger« vilde have været en
mere passende.
Suhm indsaa, at en historisk Fremstilling, som beroede
paa fuldstændige, fra Kilderne selv hentede Materialier, og en
dyb, kritisk Forskning, som tillige opfyldte alle Fordringer til
den historiske Kunst, var en altfor stor Opgave for een Mand
paa det Standpunkt, den danske Historiografi havde naaet ved
Midten af det forrige Aarhundrede, og med de Forarbejder,
som dengang vare tilstede. Maaske tiltroede han sig ikke alle
en udmærket Historieskrivers Evne i heldig Forening; maaske
følte han ikke med sin historiske Lærdom, sit kritiske Blik,
sin Kjærlighed for den rene historiske Sandhed forenet, den
filosofisk-historiske Aand, den særegne, man kunde sige digter
iske, Opfattelses-Gave og det Herredømme over Sproget, af
hvilke Historieskriveren, i dette Navns ypperste Bemærkelse,
maa være i Besiddelse. Men ingen dansk Lærd havde til
samme Tid større indvortes Kald og flere udvortes Midler,
aandelig og legemlig Sundhed, Otium, Rigdom og et stort hi
storisk Bibliotliek, — Altsammen udmærkede Betingelser for
en Videnskabsmand, der havde Vilje til at ville udrette Noget.
Suhm valgte da at give sit Værk Form af en Aarbog efter