504 / 610
Karakteristik af Suhm.
483
Konge Albrecht af Meklenborg, paa følgende Betragtning i An
ledning af hvad der er fortalt om, at denne Konge gav mange
Fremmede Embeder i Sverig:
Man maa tilstaa, at det altid er betænkeligt, naar en Fremmed
behersker et Rige; hvor let opkommer ej paa begge Sider Mis
tanke og Uvillie og hvor naturligt da, at Regenten holder sig til
sine Landsmænd; Gemenligen findes derfor Skyld paa begge Sider.
Vel kan man sige, at Undersaatter bør taale Alt af deres Regenter,
men det er næsten aldrig bleven udøvet, kan ej heller; thi det er
naturligt, at man vil kaste Byrden fra sig; letteligen kan det siges,
at man skal handle Ret for at gjøre Ret, men det store Spørgs-
maal bliver altid at afgjøre, hvad er Ret? thi er det Ret, at Alting
skal være En tilladt og Intet alle de Øvrige, naar handler Regenten
Uret, naar Folket? lad Regjeringen være vis og retfærdig, saa kan
man sikker vædde paa, at Folket ej gjør Opstand, mindre Oprør,
og man kan sætte som en uforanderlig Regel, at naar det skeer,
saa er det enten directe Regjeringens Skyld eller at den i det
mindste ikke haver vaaget nok over sine Betjente, men seet for
meget igjennem Fingre med dem.
Havde Suhm været Godsejer, saa havde han utvivlsomt
gjort Alt, for at skaffe sine Bønder Frihed og gode Kaar; og
havde han været Minister, havde han utvivlsomt stræbt, at
faa de Baand brudte, som hindrede Borgernes frie og lette
Udvikling af deres Handel og deres Industri. Men han var
ikke Godsejer, thi hans Landejendom indskrænkede sig til
Lystgaarden i Øverød, og han var ikke Minister, men kun
Privatmand, der kun, naar Lejligheden tilbød sig, mundtlig
eller skriftlig kunde fremsætte sine Ideer, der altid vare grun
dede paa Humanitet og Kjærlighed til Næsten. Længere kunde
han ikke komme. Jo, han kunde, naar Nogen henvendte sig
til ham derom, tale deres Sag hos højere Vedkommende. Saa-
ledes har »Bergalmuen paa Kongsberg« i et Anliggende, hvis
Karakter nu ikke kjendes, henvendt sig til ham, og han har
talt for denne Almues Tarv hos Arveprinds Frederik og Guld-
berg; og da han var bleven udnævnt til Kammerherre, hvilket
Almuen fdi at vide gjennem Aviserne, saa foranledigede den,
at der blev sendt ham en Lykønskningsskrivelse med Tak fol
den »beviste Hjælp og visse Raadførelse udi vor store Trang,«