505 / 610
484
Peter Frederik Suhm.
og med Udtalelse af Glæde over det Ærestegn, med hvilket
Kongen »haver udmærket vor inderlig elskede og ærede Kam
merherre. «
Et andei Vidnesbyrd om, at man i Norge følte, at dette
Land havde Suhm Noget at takke for, kan indskydes her.
Paa den Tid Videnskabernes Selskab i Kjøbenhavn havde ud
sat en Præmie for den bedste Mindetale over Suhm, læste
man i de kjøbenhavnske lærde Efterretninger, som dengang
blev redigeret af Assessor
Peter Collett,
en Artikel med tre
Stjerner under som Forfatter-Mærke, i hvilken Ønsket udtales
om, at det kongelige norske Videnskabers Selskab i Trond-
lijem vil hædre Suhms Minde til Tak for hvad han hai væiet
for Norge og især for Trondlijems Stift, han som har været
en af Selskabets Stiftere og var den Virksomme blandt dem:
»al Videnskabeligheds Opmuntrer i dette Land, og i samme
Tid den eneste, ligesaa smagfulde Lærde som flittige Skribent,
der opvakte Lyst hos Landets Sønner til med Skribent-Daad
at træde frem paa Navnkundigheds Bane.« Denne Opfordring
blev ikke efterfulgt. — Allerede tyve Aar tidligei e, da
Edvcti d
Storm
anonymt udgav sine »Fabler og Fortællinger i den
Gellertske Smag. En Sang om Jøndalen,« Kbh. 1778, da ind
flettede han i Sangen
0111
Jøndalen (S. 80) et Vers til Suhms
Forherligelse: »Hver Norsk din Ros skal flette!«
Suhms milde Sind, hans bløde Hjærte viste sig i hans
Forhold til dem, som var ham de kjæreste, hans Fader, hans
Søn, hans intimeste Venner, den unge Mand, som han næsten
betragtede som Søn: Frederik Sneedorff. Mest iøjnefaldende
er Brevet til Christiane Becker som Udtryk for, at han, da
han allerede var til Aars, kunde blive behersket af stærke
Følelser.
Der er saa megen Harmoni i Suhms Karakter, fra hvilken
Side man ogsaa betragter den, at det gjør ondt at skulle er
indre om Disharmonien, der fremkom i Forholdet til hans
første Hustru. Der kan mindes
0111
Ordene i Matthæus E^ an-
gelium: »Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt,«
men der kan ogsaa peges hen paa det i psychologisk Hen
seende ikke uinteressante, at en Mand, der har gjennemtænkt
de menneskelige Forhold i den Grad som Suhm hai gjoit, og
der har været saa klar som han paa disse Forhold, at han
dog bukker under for en skrøbelig Fysik, og ikke har Karakter