PeterFrederikSuhm

478

Peter Frederik Suhm.

alle Ting i T v iv l, for desto bedre at undersøge dem, at over

veje dem for sig selv og med andre, det er godt, dermed kom

mer Sandheden for Lyset.

Men Religionen maa man lade

være i Ro, den er en hellig T ing, som ej bør røres ved.

Ulykkelig hvert Menneske, som tvivler paa den.«

Men der

maatte arbejdes for at holde Tvivlen borte. Han skriver (1764) :

»Om end Intet i Religionen var vist og uryggeligt uden

dette ene, at der er een Gud, saa vilde dog Religionen være

en sød, en nyttig Vildfarelse; sød fordi den gjør os frimodige,

haabefulde, glade i Livet og i Døden; nyttig, fordi den op

muntrer til Dyden og afskrækker fra Lasten, hvorved det bor

gerlige Selskabs Velfærd befordres.

Er Religionen Digt, som

jeg ikke tilstaar, saa have de Gamle ved at opfinde den, gjort

Politikens Mesterstykke; de Nye derimod ved at ville afskaffe

den, Politikens Fuskerstykke.

Derfor om end nogen Filosof

skulde synes sig at være overbevist om Religionens Falskhed,

hvilket han dog aldrig kan blive, saa bør han dog ej ytre sig

hermed uden for Filosofer, thi de kan maaske være i Stand

at øve borgerlige Dyder uden Religionen, alene ved at indse

Dydernes Sammenhæng og Natur, samt Menneskets; Almuen

derimod behøver stærke Opvækkelser, Himmel og Helvede

ere den i Stedet for Eftertanke, den maa have rene Befalinger,

rene Forbud; tag Religionen fra den, saa tager Du og Lydig

hed imod Øvrigheden, Fredelighed mod dens Medborgere,

kortelig alle udvortes Dyder.«

Spørgsmaalet om Religionens Nødvendighed for det borger

lige Samfund hørte til de Spørgsmaal, som Filosoferne drøf

tede i det 18. Aarhundrede, og det er derhen Suhm sigter i

dette Stykke. Men det fremgaar tillige af det, at Religionen

for ham var noget dyrebart, noget sødt.

Dog, Religionen er

Et, Kirken er noget Andet. Han regner det for en Tvang, at

Kirken foreskriver hvad En skal tro49: »Det er ej nok at

man er Christen og tror Jesu Lære, man skal og være enten

Ivatholik, Reformert eller Lutheraner, og det i den strengeste

Mening, uden mindste Afvigning.

O cæcæ hominum m entes

/«

Et andet Sted udvikler han denne Tanke videre. Han skriver:

»Det er vel nødvendigt og kan ej være anderledes, end

at der maa være saa mange Meninger, Religioner, Konfes

sioner, de sidste for Orden og den offentlige Gudstjenestes

Skyld; men at man derfor vil hade og forfølge hverandre, og