550 / 610
Breve. O. Høegh-Guldberg til Sahm.
2 5 *
vi faaet; min Kone, hvad der hende var fra SI. Kammeherreinden
bestemt; og jeg den Medaille, der var mig saa kier, fordi jeg ærede
Hende og elsker D em : begge takke vi n u ; min Kone, som fik
med de paategnede Linier fra saa elsket en Haand, og jeg for
dette Alt, der har saadan Priis for mit Hierte, siden det er fra
den Eneste, jeg nu hartad har tilbage af gamle Venner.
De har, Kiereste Ven, giftet sig, og faaet en smuk ung Kone.
Det har glædet m ig; thi De burde derved nyde i Huuslig Fryd
Livets væsentlige Lyksalighed. Hvo ønsker Dem og denne ivrigere
og oftere end jeg, der veed, hvor den letter, forfrisker og styrker
os til vore Forretninger, være sig i hvilken Verdens Cirkel det er?
Mine Ønsker ere da for Dem Begge det, en Vens Ønsker bør være
Maatte dog denne angenemme Foreening styrke Dem til at kunne
fuldføre, og see fuldført alt, hvad De bestemmer for den Danske
og den lærde Verden, saaledes at vi fik ikke Abulfeda alleene fuldt
ud, men og Eigla, og den vigtige Langebecks tomus 7, der ender
saa vel, at vi deri skal faae Waldemars vigtige Jord-Bog; og
endnu det, nogen efter Dem, Elskeligste Ven, neppe saaledes skal
kunne giøre, vor egen Historie i Deres Form og med Deres Styrke.
Jeg læser den aldrig, at jeg jo forbauses, og ærer denne Flid,
denne Fuldstændighed, denne Nøiagtighed! O! De leve, og nyde
viridi illa vegetacjue senecta!
Aviserne have sagt mig et Natur-Selskabs Stiftelse med og
under min Ven, og vor lærde og grundige Bothe har skrevet mig,
og opmuntret mig til at søge hos os Deeltagende deri. Jeg burde
svare denne brave Mand, og undseer mig aldeles derfor, fordi jeg
intet her kand udrette. Skatten i Aar og meere saadant, som Tab
paa Banco-Sedle, trykker alle og qvæler her al Lyst. Det er stygt
til en Mand, man saa agter, at skrive saadant: De ville da, vær
digste Ven, være min Talsmand, at han undskylder mig, og det af
slig Aarsag. Jeg vil bie, og snappe en bedre Tid, og see, det jeg
ønsker, at komme uventet. Dette ville de ikke glemme.
Min Ven opmuntrer mig til at fortsætte min Verdens Historie.
En eeneste Tome kunne jeg lyste at tilføie. Men jeg krymper mig
ved at sette mig ind igien i al denne Udsigt, og Tiden, jeg har,
er saa afbrudt, saa stykket, at omendskiønt det, naar det samles,
er noget vist nok, saa skikker det sig kun slet til sammenhæn
gende Foretagender af denne Art. Jeg følger da min Smag, er
aldrig ledig, skriver og, læser og, samler og, men, hvad jeg giør,
ofres enten til visse yndede Dele, eller og tiener kun til at udfylde
visse Huller i mine Kundskaber. Det vil komme an paa, om disse
Lyster kand tillade at gaae engang hen igien til denne feilende