70 / 610
Gerhard Schøning og Sulim.
53
vi da undersøgte de vanskelige og mørke Begivenheder, som
deri forekomme. I de fleste bleve vi enige, og dem, vi bleve
uenige om, er jeg nær ved at ansee for uopløselige. Oven-
meldte Tid nyttede jeg og til at lade mig undervise af ham i
det Islandske Sprog, som dog alene skete ved at læse Snorro
sammen. Endskjøndt han havde et tungt og vanskeligt Em
bede, saa anvendte han dog al sin øvrige Tid paa sit store
Øjemed, engang at skrive Norges Historie, ligesom han og
søgte at gjøre mig bekvem til at skrive Danmarks. Til den
Ende læste han uophørlig og gjorde mange Udtog.« Dette har
Suhm skrevet 1783, men tidligere, 1776, skrev han om Schø
ning, at han »var min oprigtige Ven og fornemste Vejleder i
al historisk Kundskab.«
Kort før Suhm holdt Bryllup, skrev han, den 15. April
1752, et Brev til Langebek, som denne besvarede den
6
. Maj.
Langebek skriver: »Etats Baaden i sit kjære Brev, raader mig
at følge sit Exempel i at tage en Hustru, men Han gjør mig
tillige bange derfor, naar Han mener, at Læsning og Lyst til
Bøger derved skulde falde bort. Gaar det saaledes med Ham,
da veed jeg ikke, om Han derved har gjort vel i at gifte sig.
Jeg mener, at man kan sætte sig paa den Fod, at man baade
kan gifte sig og derhos vedligeholde den Kjærlighed, man har
for Studeringer.« I dette Ræsonnement fik Langebek Ret, thi
hans eget Giftermaal hindrede ham ikke i hans Forskninger,
og saaledes gik det ogsaa Suhm. Saavel af Breve til Suhm
fra Benjamin Dass som af Breve fra Langebek til ham faar
man at vide, hvor flittig Suhm var, hvorledes han gjennemgik
»Lærefædrene« og derefter begyndte paa Middelalderens Foi-
fattere, hvorledes baade han og Schøning vare ivrige i at ex
cerpere disse, ja i Februar 1753 udtaler Langebek sin Foi-
undring over Suhms »store Flittighed og forfærdelige Læs
ning42.« Langebek beder gjentagne Gange Suhm om at give
sig Notitser, som han kunde bruge til sine Arbejder. Man
faar at vide, at Suhm havde Bøger staaende i Kjøbenhavn, at
han fik Bøger sendte til Laans til Trondhjem, og at han
kjøbte Bøger. Naar man seer, hvor mange Bøger baade han
og Schøning benyttede i det Skrift, der udkom 17o7 undei
begges Navn, og som fremdeles citeres i de Afhandlinger, som
udkom fra dem i de nærmeste Aar derefter, maa man nok
have Ret til at forundre sig over, at de raadede over en saa