FrederikBøgh

229

b ryd e, o g allermindst turde man vel bebrejde et

saadant Stem ningsbarn som en ung Digter, om

han glem te at skrive til en gam m elagtig Dam e,

selv om han i denne D am e m ed Rette saå en

Veninde. —

D eres Brev var m ig en rigtig kjøbenhavnsk

Luftning, je g følte den danske Kulde o g Slud o g

glædede m ig over at være ligesaa langt fra den

som fra mine Landsm æ nds henrykte B egejstring

over de spæde Violin-Kunstnerinder.

Jeg véd

intet m ere U dhulende end den Slags N ydelser o g

deres Betydning som K onversations-G jenstand.

— Her i Rom har je g og sa a været paa Børne-

kom edie; m en det var foran Alteret, hvor en lille

Pige paa 8 å t o A ar stod paa et B ord o g præ

dikede.

I en halv T im e talte hu n , uden at

standse et eneste ø je b lik , o g Faderen stod m ed

Stolthed ved Siden af B ordet o g hørte p aa, at

den lille, stærkt krinolerede U nge m ed Gestikula

tioner form anede til T ro paa M adonna, etc. etc.!

De fører altsaa nu et m ere selvstændigt Liv,

kjære B ø g h , o g den Skildring, D e giver m ig af

Deres nye H jem i A m aliegade, er saa levende,

.at je g baade ser d e t o g

D e m ;

d o g savnede je g

én Underretning, o g det en m ig m eget m agt-

paaliggende. D e taler nem lig ikke m ed et eneste

Ord o m , hvad Brug de g jør eller agter at gjøre