236 / 499
228
hvilket je g oftere har haft Lejlighed til at sige Dem-,
o g hvorpaa D e heri kan se et Bevis. —
— N ej, det blæ ser virkelig for galt, det er
ganske aldeles uhyggeligt.
G ud g iv e , at jeg
kunde være h os D em — kun iaften!
D a vilde
je g være ude paa en stor, aaben P lads, hvor
M aanen skinnede; der skulde væ re stor Fest, og
midt i M æ ngden vilde je g da danse Tarantel med
en sm uk Pige.
Nu kan je g kun faa min Passion
for denne D ans tilfredsstillet i en kjøbenhavnsk
D agligstue, o g saa m aa je g endda danse med
den lille, tykke G rosserer [D. B.]
A d l e r ,
som jeg
gjord e det forleden Aften.
D en eneste Maade,
hvorpaa je g kan tænke m ine D røm m erier op
fyldte, er ved at overgive m ig i Søvnens milde
Arm e.
O neiros beder je g vifte m ig m ed sin
Valm uestilk o g sende m ig sm ukke Syner. —
Farvel, kjære Fru
Co l l i n !
Jeg beder Dem
ret m eget at hilse D eres M and o g Datter.
D eres m eget æ rbødige o g hengivne
F r e d e r i k B ø g h.
Rom, d.- 6te Januar 1863.
D et var smukt o g elskværdigt a f D em , kjære
B øgh, at skrive m ig til; thi uagtet D e kun holdt
et givet L øfte, saa er det jo d o g a f den Slags
Forpligtelser, som kun F aa betænke sig paa at