233 / 499
225
H e ib e r g , der spiller m ed m egen Manér. Rollen
ligger slet ikke for hende.
M i c h a e l W i e h e s
Caligula er derim od vistnok n oget af det Geni-
aleste, han har præ steret; han giver den ener-
verede, overmættede K ejser, som nu kun kan
pirres ved sin egen G rusom heds raffinerede O p
findelser, m ed en saadan gjennem reflekteret N y-
ancering, at det løber En koldt ned ad R yggen.
Operaen har jo vundet m eget ved
G a d e ; men
N y r o p
m aa nu snart sig e :
„D ie
schonen
Zeiten!“ — — ---------- — — — — — — — —
Hele B yen har i denne T id været aldeles
beruset i Begejstring over n ogle sm aa V iolin
virtuoser:
J u l i e og J u l i e t t e D e l é p i e r r e ,
respektive 6 o g 9 A a r; ja, m an har en d og vovet
at sætte disse sm aa M askiner over
W i l h e l m i n e
N e r u d a .
Paa m ig gjord e de m ere et pudsigt
end et begejstrende Indtryk; je g beundrede ganske
vist den Rutine, hvortil Faderen har kunnet drive
dem , men je g havde d o g en Fornæm m else som
ved Beriderforestillinger. Naturligvis kan der ikke
være Tale om en dybere individuel Opfattelse o g
forsaavidt heller ikke om Kunst.
D esuagtet er
navnlig den Y ngste
en ypperlig lille Karakter
m ed
en
næsten
latterlig V ilje;
hun
har
et
Strøg — ! M orsom t er det at iagttage Publikum
under Spillet; thi de Fleste kunné ikke bare sig
15