431 / 499
Søskende — og der er Tider, i hvilke man
trænger til at føle, at den Sorg, som berører den
inderste Nerve i vor Tilværelse, ogsaa er en Sorg-
for d e m , der ved aandeligt eller legemligt Slægt
skab staa os nær. —
L e o p o l d T o b i e s e n , vor fælles Ven, kom
ogsaa ind til Kjøbenhavn for at besøge os. —
Fuld af Aand og Lune er han et af de fornøje
ligste Mennesker at være sammen med. Han
løfter ethvert Emne, som han rører ved, saa jeg
behøver næppe at tilføje, at hans Besøg var
overordentlig opmuntrende for os Begge. Ogsaa
flere af F r e d e r i k s kjære og kjærlige Søstre
vare hos os.
F r e d e r i k var enkelte Gange denne Sommer
saa s y g , at jeg troede, det var Guds Vilje at
kalde ham bort. Nat efter Nat sad jeg ved hans
Leje og vogtede paa enhver lille Forandring hos
ham — men saa kom der igjen nogen Frem
gang. Naar han var lidt fri for Smerter, skrev
vi en Del sammen, Breve og andre Smaating, og
Meget læste vi. Dertil gav vi os en Del af med
Blomster og Planter, som jeg bragte hjem fra
mine Spasereture, ligesom vi studerede praktisk
Insekternes Liv og Vaner — N oget, der altid
havde haft stor Interesse for F r e d e r i k ; han
delte nu sine Kundskaber med m ig, medens jeg