432 / 499
424
bragte ham Dyrene levende, og vi havde dem
da til Iagttagelse og saå ofte de morsomste Til
dragelser med dem. —
Min Faster, Fru A n t o n i e B r u u n , var sam
tidig med os paa Fasangaarden som Patient.
Skjønt sy g og lidende var hun endnu tildels i
Besiddelse af sin sjældne Livfuldhed.
Hun var
en ejendommelig poetisk Karakter fra den gamle
Tid; og F r e d e r i k , som havde saa skarpt ø je
for Originalitet, følte sig meget tiltalt af hende.
Hun gjengjældte i rigt Maal hans Følelse.
Da Vejret midt i September blev regnfuldt
og ustadigt, saa F r e d e r i k ikke mere kunde
komme ud i Luften, toge vi tilbage til Byen, og
Livet fortsattes den Vinter paa samme Maade;
det gik op og ned med Kræfterne.
F r e d e r i k
bares nogle Timer daglig ind i vor Dagligstue
og tilbragte ellers den meste Tid i Sengen. Han
skrev i December det store Digt: „ /
de mørke
Dage
“ , og deri afspejler sig hans Liv ligesom
hans Sjælekampe.
Da Julen nærmede sig, var Alt saa trangt for
os, det var, som om Skyerne samlede sig sortere
end ellers; saa kom paa selve Juleaften Professor
L e h m a n n og tændte bogstavelig Julelys for os,
idet han aabnede Døren og satte et lille, over
ordentlig smukt pyntet Juletræ ind til os.
Jeg