FrederikBøgh

havde kun at tænde Lysene.

F r e d e r i k sang

da af hele sin Sjæl en Julesalme for m ig, og vi

følte, at Haabet og Troen maatte ikke slippes. —

I Januar skrev F r e d e r i k med Tanken paa

sig selv:

Jeg er let og fri,

thi nu snart forbi

er min Ventetid

og min Møje.

Bag den sorte Sky

lyser Morgengry

med en Straale blid

i sit ø je.

Senere i samme Maaned skrev han med

Tanken paa vore tidligere friske Morgenture:

Gaar jeg ud i den kvægende Morgenluft

og mig glæder ved Fugle og Blomsterduft,

mens med let

Aandedræt

Livslystens Rigdom jeg nyder,

da fordunkles det dagligdags Hverdagstryk,

og mig fryder det aandige Syn, jeg fik;

Døgnets Tant

brat forsvandt,

Intet mer det betyder.