51 / 260
36
væ re saa blød og deeltagende.
«1
har jo m ig tilbage. Kom
til mig im orgen.»
Det var K ronprind s F red erik , som talede.
Den i B egyn delsen a f disse Sk ild rin g e r om talte F y rvæ r-
kerifeide mellem K ronprindsen og B ran dd irektoratet blev alle
rede Dagen efter Festen i Hornem ans E n g bilagt paa de
meest fyldestgjørende V ilk aar: V agtparaden blæ ste med fuld
K raft, idet den passerede gjennem Solgaden , og om A ftenen
lød den østerrigske T app enstreg gjennem samme G ade, saa
fuldttonende med fo rsk jellig stem te T romm er, P ib er og Flø jter,
at de gave G jen lyd heelt oppe i den anden E n de a f G aden,
heelt op til A p otheker H onoré.
N ogle Dage senere aflagde
K ronprindsen den ønskede H ilsen i Inspektørens H jem, blev
sæ rdeles æ rbødig modtaget, morede sig i det Selsk ab , han
fandt, og gjen tog sine B esø g saa jæ vn ligt og fordrin gsløst,
at man tilsidst anvendte en Deel a f Aftenen med at spille
en lille morsom Sortepeer.
Saa blev Inspektøren pludselig syg, gik til Sen gs og
stod ikke op mere.
E n Form idd ag kom K ap itain Irm inger
for at spørge til hans Befindende.
Man modtog ham med
rødgrædte Ø ine.
Den S y g e var opgivet a f Læ gen , der
havde tilb ragt N atten hos ham, prøvet A lt og Intet opnaaet.
Om Efterm iddagen kom K ronprindsen og satte sig ved den
Sy g es L eie .
Patienten laa med Ø inene uafbrudt rettede paa
den kongelige G jæ st.
«H vordan har De det?» spurgte Prind s F red erik bevæget.
Den T iltalte rystede taus paa H ovedet.
« E r der noget, hvormed jeg kan væ re Dem til T jeneste,
saa siig det.»
« Ja , ja,» lød det næppe hørlige S v a r.
«Tæ n k paa
mine D renge.»