46 / 260
gamle solbrændte F isk e re, som stode om kring paa Stranden
og raadede til ik ke at vove sig ud, fordi V eiret var skuffende
og truende.
Poul M ikkelsens lykkelige Stjerne skulde im idlertid snart
dale.
En D ag stod han ved et a f Slæbestæderne, beskjæf-
tiget med den B ifortjeneste at samle K u lstyk k er op fra en
Engelskm and, der laa og lossede K u l.
Han var som sæd
vanlig p yn telig klædt, fiin blaa T røie, hvide Læ rred s Been-
klæder og blank V oxdu gs Hat.
B øiet ned mod Jord en og
arbeidende flittigt, lagde han ikke Mærke til de Forbigaaende,
før han følte et væ ldigt S lag paa de stramme Beenklæder.
« Saa skal da den Onde gale i D ig !» raabte Poul, idet
han reiste sig i V eiret og hurtig snappede Hatten af Hovedet,
hvorefter han fo rtsatte:
«Om Forladelse, Deres kongelige
Høihed! jeg vidste s’ gu inte, at det var dig.»
Prindsen svarede ikke. Han saae paa Poul og vedblev
derefter sin G an g op fra Stranden.
E fter den Dag kom
Poul ik ke til at gjøre flere Seiltu re med Prindsens B aad ;
han blev heller ikke oftere modtaget i Audiensvæ relset oppe
paa Palæ et.
En N ytaarsaften holdt O fficererne B al i deres Forening.
Regim entsm usiken spilled e; de sex gam le, afblegede Karether,
som udgjorde B yen s Fæ llesbefordring, bleve hele Aftenen
satte i V irksom hed med at kjøre de u-nge Skjønheder op til
Klubben, hvor K ronprind s Fred erik naturligviis var den første
og fornem ste G jæ st, som sædvanlig lige elskvæ rdig mod
Alle.
Han dandsede med Damerne, klinkede med de ældre
O fficerer; hans Næ rvæ relse bragte L iv og L y k k e , Jalousi
ikke at glemme, over det hele Selskab.
Festen vedvarede til henimod Morgen, saa forlod Hans