47 / 260
k ongelige Høihed Salen.
Dermed gik ogsaa dens straalende
S o l b o rt; L iv og Munterhed var til Ende.
Det var dog hverken de unge Damers Skjønhed eller
Prindsens friske, livsglade H um ør, som bevarede den længste
E rin d rin g om dette B al. Henimod M orgen, da E n h ver endelig
var gaaet til R o , og selv V agterne sov, blev der pludselig
Stø i i den gam le Fæ stning.
A larm tromm erne lød
gjennem
Gaderne. — «Hvad er der paa F æ rd e? — G ud bevares!
hvad er der paa Fæ rd e?» raabte halvpaaklædte Sk ik k elser
ud fra de aabne V induer og Døre.
E n h ver spurgte, Ingen
svarede.
Soldaterne kom tilsyn e overalt og ilede i G alop
til deres Sam lingspladser.
Tromm ernes H virvel fortsattes.
Der blev stillet L y s i V indu erne; det var jo bæ lgm ørkt paa
Gaden.
O fficererne, som for lidt siden havde figureret i
Dandsesalen, dannede nu en sørgelig K o n trast til de gabende,
søvndrukne Sk ik k elser, som skjødesløst paaklædte, med deres
Sabel under Arm en, tum lede hen til Exerceerhu set eller R aad-
stuetorvet. Da saa O verraskelsen havde sat sig lidt og hele
det fyenske Infanteriregim ent blev sam let i sn o rlig R æ k k e og
G eled, kom Prinds Fred erik og hans Adjutant tilsyne i fuld
Uniform og med et ironisk Sm il, som ikke lod sig m istyde.
Han hilste sæ rdeles høflig om kring i O fficerernes K red s og
udbrød derefter:
« Je g har ladet Tromm erne røre lidt og kaldt R e g i
mentet sammen, for at overbevise m ig om, hvor lang Tid
vore F o lk behøvede for at gjøre sig fæ rdige til U d rykn ing,
og jeg tilstaaer, at R egim entet har overtruffet mine dristigste
Forven tn in ger. Lad saa kun Fo lken e 'gaae hjem igjen. D er
med Gud befalet.»
Kronprindsen og hans Adjutant hilste og gik.
Hvad
O fficererne sagde indbyrdes, efter stiltiende at have seet lidt