45 / 260
Sø en i store R u llin ger pressede ind fra K attegat, og F æ rg e
manden og de gam le F isk e re rystede paa H ovedet og raadede
ham til at blive hjemme.
Som B istand i enhver a f disse
Udflugter havde Prindsen et ungt M enneske, P o u l M ikkelsen,
tro er jeg, han hed, og til hvem B ekjend tskabet blev sluttet
paa følgende M aade:
Prinds F red erik gik en D ag ned til
Stranden o ver paa H avnem olen, hvorfra en K astevin d tog
hans Hue med sig og førte den ud i Søen . P o u l, som saae
det, trak uden B etæ n kning sin K o fte a f og sprang i Vandet.
Han var en udmæ rket Svømm er, den samme P o u l, bjergede
med Lethed K askjetten, gjorde derefter en vid tlø ftig S v in g
ning om kring H avnem olen, stod paa H ovedet og slog K o l-
bytter, svømmede paa R yggen og under Vandet, før han
søgte Land, rystede sig som en Puddelhund og med en dyb
H ilsen leverede den frelste Hue tilbage.
Det var Indledningen til et B ekjendtskab, som gjorde,
at Prindsen fra nu a f ikke gik til Sø es, uden at P o u l M ikkelsen
fulgte med. Prindsen sad til R o rs; Poul laa forude paa en
a f T oftern e, passede F o k k en og fortalte underveis en ustand
selig Mængde morsomme, undertiden selvlavede H istorier,
ledsagede a f G rim acer og et fordreiet Mæle, som behagede
hans T ilhører. Bekjendtskabet blev til F o rtro ligh ed ; den unge
F isk e r steg i sin H erres G u nst, fik sirlige, nye K læ d er, ud
mæ rket god L ø n , spiste, naar de vare ude, a f Prindsens Mad,
drak a f Prindsens B æ ger og indfandt sig tilsidst hver M orgen
oppe paa Palæ et for at høre, om Hans kongelige Høihed
ikke skulde have L y s t til en lille S v ip tu r ad H orsens eller
B ogen se til.
V eiret var idag saa udmæ rket, saa sjældent
godt. Den sidste F o rsik rin g blev stadig gjentaget, og Prindsen
stoppede sin store M erskum spibe, tog R egn koften paa og
seilede bort, uden at agte paa Jø rgen Fæ rgem and og de
3
°