42 / 260
27
Christian gjengjæ ldte ved at tage sin guldtressede Hue af,
slaae ud med Haanden og vin ke ad Brandm ester Therkelsen,
som utaalm odig stod og ventede paa at faae O rdre til at
rive hele Stadsen ned.
Inspektøren forklarede ham, at der
ikke blev nogen N edbrydning a f de opstillede B jæ lk er og
Læ gter idag.
V eiret var jo stille, og Vinden bar ud mod
Havet.
En Dag red K ronprindsen gjennem G aderne ud til E xer-
ceerpladsen.
Det regnede og blæ ste stæ rk t; men det brød
den kongelige H erre sig ikke synderligt om.
Han sad ind
svøbt i en V oxdu gs K ap pe og lod den hvide Hest gaae Sk rid t
for S k rid t, medens han nikkede og hilste næsten En hver,
han kom forbi. N u kjendte han jo Alle.
Ude paa Fæ lleden lod Mandskabet heller ikke til at
bryde sig syn derligt om U veiret. Øvelsen blev fortsat. Menige
og O fficerer vadede trøstigt hen over den vaade Leerbund.
Prindsen stod a f udenfor M arketenderkonens V ogn, hvori Ma
damen sad, lidt blaalig a f K ulde og indsvøbt i et hjemme
strikket U ldtørklæ de. Den kongelige Prinds gik ned til S o l
daterne. Hans trofaste Hest saae om efter ham, rystede den
sletbundne T ø ile løs og fulgte langsom t og høitideligt sin
H erre, S k rid t for S k rid t, standsede, naar han stod stille, det
var den saa vant til. Den ikke blot fulgte efter, men naar
de bleve staaende, lagde Hesten sit Hoved ned paa Prindsens
Skulder. En D ag følte den L y st til at gjøre et mere intimt
B esøg.
Den slog sig løs i G aarden og spaserede langsom t
og selvb evidst op ad alle T rapper, ind i Spisestuen, hvoi
Prindsen og hans G jæ ster sade ved Frokostbordet.
Idag
var der Andet end den tro Hest, som paakaldte Rytteren s
Opmærksomhed. Han var ikke ret tilfreds med Rekrutternes
E xercits.