48 / 260
33
paa hverandre, derom ere H istorieskriverne endnu ikke ganske
enige.
En A ften gik Prind s Fred erik hjemad fra Exerceerpladsen.
Han kom forbi et a f de smaa Huse oppe ved «D ansk K irk e » ,
hvor de reform erte Indvandrere have samlet sig i et sæ rligt
Sogn . F ra et aabent V indue lød en dyb og høitidelig Stemme
ud paa G aden.Døren stod paaklem.
Prindsen aabnede
den og gik ind.
Fo ran et
dæ kket B ord stod en gammel Mand med
hvide H aar, ryn ket og solbrændt Ansigt. Omkring ham sade
to Sm aadrenge og en ældre K on e, alle med foldede Hænder
og lyttende til den Salm e, Manden sang for dem. Idet den
fremmede G jæ st kom ind, endte han sin Sang, og der blev
Taushed i Stuen.
«G od A ften herinde. — Hvad bestiller
1
?»
«V i læ ser vo r A ftenbøn, og vi spiser vor Aftensmad,»
svarede Manden.
« Je g spiser med,» sagde Kronprindsen og gik hen til
B ordet.
«A a nei, aa n e i!» sagde K onen, blodrød af Undseelse,
«det gaaer da aldrig an.»
« H v o rfo r ik k e? Je g er sulten.
Kom og lad os sætte
os, saa faaer jeg en T allerken med, og vi spise sammen i
Guds N avn .»
Maden bestod af nye Kartofler og kogte Plæddei
(Flyn d er).
D er var lo vlig knapt med Retterne.
Den ene
a f de to Sm aadrenge havde, for at væ re sikker paa, hvad
der tilkom ham, barrikaderet Randen af sin Leertallerken
med en K ran ds a f de største K artofler og pillet dem. Moderen
gjorde et T egn til ham, det han strax forstod, og lagde
behændigt de fleste K artofler tilbage paa Fadet.
Konens
3