44 / 260
29
«Siden sidst L ø v erd av , da vi sku spring over æ Hæst,
nier i æ Exerceerhu us.
A faldt aa slou mæ, aa de æ bleven
skidt sidden.»
«N u skal jeg sige D ig noget,» sagde Prindsen og lagde
Haanden paa den rystende Soldats Skulder.
«Du lister nu
hjem og det strax.
Din Officer tillader det vist, naar jeg
beder ham derom .»
«D e trouer a m æ ,» ytrede Soldaten med et tilfreds
Sm il.
« Saa gaaer Du i Sen g og faaer en a f Folken e, Du ligger
i K varteer hos, til at løbe efter D oktor N ielsen. I kan hilse
fra mig.
S iig , han skal strax see ind til D ig, og imorgen
skal han komme ned og fortæ lle, hvordan det er med Dig.
Har Du forstaaet m ig?»
« Ja , de haar a,» svarede Soldaten sjæ leglad; «men de
sejer a, te a ve føst ha mi B øs aa mi T ask, som a laant
ham, ejsen foer a U free mæ vo r Siersant. Han æ slem strix
i det.»
Prindsen og Lieutenan t T rane lo.
L id t efter spaserede
den S y g e hjem fra Exerceerplad sen, kroget og sammenbøiet,
langsom t og vaklende, med Bøssen under Armen, saa lidt
m ilitairisk som muligt.
Den hvide H est havde overvæ ret A lt hvad der gik foi
sig.
Den vrinskede nu gjentagne G ange for at gjøre sin
H erre opmæ rksom paa, at nu var det vist paa Tiden, de
vendte hjem igjen, og Prindsen
adlød.
F o r Sø en næ rede K ronprinds Fred erik stor Interesse.
Nede i H avnen laa en solid og sirlig Baad til hans Tjeneste.
Med den tog han over til Strib og M iddelfart; besøgte af
og til G revsk ab et paa R o sen vo ld.
V eiret skræmmede ham
aldrig. Han drog ud i M agsveir eller under en Storm , naai