50 / 260
i sit Sk jø d og søgte at standse B lodet, som randt ned over
Mandens K in d er. Hans Øine stode stive, glandsløse og stirrede
op paa K o n en , som laae knælende midt i den talrige Mængde
a f gabende T ilsk u ere, der stadig forøgedes. Hun saae ikke
op, græd ik ke heller. Hvad hun følte i dette Ø ieblik havde
ingen T aarer.
« S k ik B ud efter D oktor N ielsen,» ytrede en Mand i
Hoben.
«H vad skal N ielsen nytte?» sagde en Anden.
«H an
kan ikke binde flækkede Hoveder sammen. Lad heller gaae
Bud ned til Joh an H øyrup paa H jørnet, efter et godt, fo r
svarligt G las T erpentinolie.
D e t kurerede min Kamm erat
ifjor, da han drattede ned fra K arolinem ølle.»
Mureren gav et Su k . E n konvulsivisk T ræ kning fulgte
efter. K onen udstødte et klagende S k rig . Manden aabnede
sine Ø ine endnu engang og ytrede med B esvæ r og stor
T yd elig h e d :
«H old dog Mund med den Tuden, S isse !»
Saa sank
han sammen og døde.
I det Samm e aabnedes K redsen for en R y tte r, der kom
til Stedet og steg a f sin hvide Hest, som fulgte et S tyk k e
Vei efter ham og derefter blev staaende ubevogtet midt i
K redsen , og saae sig om til alle Sider for at udgrunde, hvad
dette Sp ek tak el skulde betyde. R ytteren gik hen til K onen,
der laa paa
Steenbroen
med Manden i sine Arme.
«H an døer, han d ø er!» hviskede hun.
«Gud Fader
see ned til os Stak ler hjemme, nu har vi Ingen til at hjælpe
os m ere.»
Den Frem m ede, som Hoben havde gjort Plads for,
lagde sin Haand paa den u lykkelige K vindes Hoved.
«1
tager feil,» sagde han med den R ø st, der kunde
3*