55 / 260
40
«A a ja, fortæ l, fo rtæ l!» lød det i K o r.
«Men saa skal E x n er ogsaa fortæ lle noget.»
« Je g har slet ingen T in g at fortæ lle,»; svarede E x n e r
sagtm odigt.
. « Jo vist,» lo B ro sb øll. -— «Nu skal' De h øre: Fader
satte m ig i Fjortenaarsalderen i Am tmand Hoppes K o n to r i
Veite, fordi han opgav selv at faae noget brugeligt a f mig.
H er blev jeg i to lange A ar meget mod min V illie.
Min
hele H ang stod til Kunstnerbanen.
M ine tragiske Dram aer
holdt Modet oppe hos mig i det ensform ige, snæ vre K o n to r.
Det blev m ig tilsidst utaaleligt.
1 mine F ritim er fandt jeg
paa a f L eer at forme smaa K ru k k er.
D isse tørrede jeg i
K ak k elovn en og fyldte dem derefter med O liefarver, som
jeg selv rev paa bedste Maade. K ru k kern e sugede O lien til
sig, og F arvern e dannede en tyk H inde foroven, som jeg
med Penselen maatte stikke Hul paa; men jeg tabte ikke
Modet for saa lidt. Paa et S ty k k e grovt Lagen læ rred malede
jeg en deilig Madonna. Dens L ig e fandtes ikke i hele Verden.
R im ejigviis var hun forfæ rdelig;* men jeg syntes, hun var
smuk, rullede hende sammen^ da h u n v a r fæ rdig, og mar
cherede i Hemmelighed med hende under Arm en, fuld a f
L ivsm od og Forhaabn in ger, til Odense. Prinds C hristian resi
derede der. , Det lykkedes m ig, trods min støvede D ragt og
medtagne V an dreydre, at stedes for den høie H erre ved K on-
ferentsraad Adlers H jælp. Prindsen saae med store Ø ine paa
mit M esterm akvæ rk, hvilket jeg med bankende H jerte og
sømm elig Beskedenhed bredte ud foran ham.
Han sagde disse opløftende O rd :
« Ja , Kunsten bør
b eskyttes,» hvorefter jeg fik T ilsagn om mulig i Kjøbenhavn
at opnaae en Friplads ved Akadem iet.
H enrykt begav jeg mig tilbage til mit Fæ ngsel og