40 / 260
25
skafne og Hæderlige, et V idnesbyrd, der er bleven bekræ ftet
a f E n h ver, han kom i Forbin delse med.
«H vo rfo r mener Hr. B randinspektøren, at der ikke bliver
noget a f vort præ gtige F y rvæ rk e ri iaften?» gjentog han.
«H ans kongelige Høihed sæ tter saa stor P riis derpaa.»
«D et er paa det Strengeste forbudt A lle og En hver
indenfor Fæ stningens Volde at afbræ nde K ru dt eller stikke
Ild paa nogetsomhelst brændbart S to f uden først derom at
gjøre fornøden Anm eldelse og erhverve Tilladelse hos B ran d
inspektøren, hvilken da har at holde Sprøitehuset aabent og
kalde saa stort M andskab sammen, som findes nødvendigt til
Vagt ved Slan ge og Sp rø ite.»
«H ans kongelige Høihed vil blive meget bedrøvet over
Iagttagelsen a f denne L o v ,» sagde Irm inger.
«Det er muligt. Je g er blot ikke blevet bekjendt med
nogen Anm eldelse om Deres F y rvæ rk eri iaften.
Je g har
heller ikke den Æ r e at kjende det ringeste til Hans konge
lige Høihed, men hører blot T ale om hans Elskvæ rdighed,
at han med sin V isit har hædret B yfogd en , K ancelliraad
R ahbek og Komm andanten lo r de gule R y ttere og Apotheker
H onoré, C h ef for B orgervæ b n in gen , samt andre jæ vne B o rg er
folk, m ig alene undtaget. Han lader Musiken, naar V agt
paraden træ k k er op, blæse udenfor deres H use; ligesaa om
Aftenen, naar de tromme den østerrigske Tappenstreg.
Mit
Huus derimod gaae de lydløst forbi, som om de listede a f
med en L ig k iste . Men jeg finder mig i det, formedelst jeg,
som sagt, ikke har den Æ r e at kjende Hans kongelige
Høihed.»
« Ja , deri tager De fuldstændig feil,» bemærkede Irm inger
sm ilende. «Prin dsen længes tvæ rtim od efter at gjøre Hr. B ran d
inspektørens Bekjendtskab.
Det er ikke længere siden end