325 / 449
307
altsaa Udtrykket supposita paa dette Sted sam tlige Medlemmer a f det
akadem iske Samfund, der ikke som Lærere eller Skolarer toge Del i den
akadem iske Undervisning eller, for a t følge K ristian I.s Sprogbrug, ikke
vare „actuales et veri stud en tes“.
Yed Siden deraf forekommer endelig
en endnu snævrere Bemærkelse af Ordet, f. Ex. i A. C. 13. Jan . 1644,
hvor der tales om Universitetets Foged og Enker ved Siden a f supp o sita;
men denne Brug af O rdet er re tte st a t anse som en Unøjagtighed.
T il Forstaaelse af Maaden, paa hvilken Medlemsforholdet stiftedes,
maa erindres Universiteternes oprindelige K arak ter af fuldkommen private
Selskaber.
Den, som ønskede at blive Medlem deraf, henvendte sig til
U niversitetet ligesom til enhver anden p rivat Forening med Anmodning
om Optagelse. En Nødvendighed for en saadan Henvendelse forelaa ikke
uden den relative, a t han ikke kunde stedes til Nydelse af de Fordele,
Foreningen frembød, saa længe han ikke var bleven Medlem deraf. Saa-
ledes kunde ingen nyde godt af Universitetets Undervisning, inden han
var bleven optagen i det akademiske Samfund. Derfor paalagde allerede de
ældste S tatu tte r Pedellerne at gaa ru n d t og passe paa, om der indfandt sig
ikke indskrevne Studenter paa Forelæsningerne, og naar det blev tilkjende-
givet Docenten, at saadanne fandtes, skulde han høre op med Læ sn ing enx).
En vis Undtagelse var kun g jo rt til Fordel for T iggerm unkene2). I N u
tiden er Inskriptionens Betydning i denne Retning, dog ligeledes med en
enkelt Undtagelse 8), b e v a re t4). Derimod er den ikke længere en nødvendig
Betingelse for at kunne beskikkes til Docent ved U niversitetet; th i i Følge
den udtrykkelige Forskrift i Lov 25. M arts 1871 § 5 kan en Person nu
blive Professor uden a t være akademisk Borger. Men i ældre T id m aatte
heller ingen docere uden først a t være bleven im m atrik u lere t5), og
lige saa lid t kunde endelig den, der ikke havde ladet sig optage som
Medlem, nyde det privilegerede Værneting sam t de borgerlige Friheder,
som Universitetets Medlemmer nød.
Vilde han im idlertid give slip paa
Nydelsen af disse Forrettigheder ved ikke at melde sig ind i Samfundet,
kunde dette synes at m aatte have staaet ham fuldkommen frit for; men
denne naturlige F rih ed har den alm indelige Retsbevidsthed dog langt fra fast
holdt, i det man aabenbart ikke h ar g jo rt sig Rede for den simple Sandhed,
a t enhver som helst m aatte vedblive a t være Medlem af det borgerlige Sam
fund, saa længe han ikke meldte sig ind i det akademiske, eller at enhver
sorterede under Magistraten, saa længe han ikke havde underkastet sig
Konsistoriums Myndighed. Uden Tvivl under Paavirkning af ø n sk e t om
a t drage saa mange Studenter som muligt til Universitetet finde vi paa
ikke faa Steder den Opfattelse udtalt, a t en Students rette Forum eller
legitimus magistratus var ved Universitetet, og at han derfor burde lade
sig optage i dets Samfund. De æ ldste S tatu tter gaa i denne Henseende
dog ikke videre end til a t forbyde ethvert Universitets-Medlem a t huse
*) Statutt. Artt. 25, 45. — 2) Art. 25; ovfr. S. 73. — 3) PI. 10. Avg. 1848 § 3.
— 4) Lov 1. Apr. 1871 § 7, jfr. Bkgj. 13. Maj 1850 § 26, — 5) Statutt. Art. 2 4 'og
nedenf. i fjerde Afsnit om Privatdocenter,