326 / 449
308
nogen, som for Studeringernes Skyld var kommen til Byen, længere end
5 Dage, med mindre lian lod sig ind tegn e; men S tatu ttern e i Fundatsen
af 1539 bestemme yderligere, at enhver, som begiver sig til denne Skole,
først af a lt skal vide, at lian bør lade sit Navn indtegne lios Rek
toren, fordi det hverken er passende eller betryggende for Staten, a t
nogen lever i en fremmed By uden en bestem t Øvrighed og bestem te
Love.
Her foreligger den klare Mangel paa Forstaaelse af den foran
førte Sandhed. Da senere under Trediveaarskrigen tyske Studenter i sto rt
Antal droge her til Byen og paatoge sig Huslæ rerbestillinger (Pædagogier),
indgave Professorerne i 1644 den oven for S. 144 om talte Supplik. Men
først den 30. Jan. 1650 paafulgte Kongebrevet, som befalede de fremmede
studiosos a t angive sig hos rectorem academiæ og lade sig indskrive,
synderlig de, som nogen Bestilling med Ungdommen at informere ville
antage, forbydende derhos alle af Borgerskabet og andre her i Byen, som
ikke særdeles R ettighed er over deres Tjenere have, fremmede til deres
Børns Institution a t bruge, der ikke tindes indskrevne hos Rektoren,
saafrem t de, som saadant gjøre, ikke derfor ville tiltales og staa til Rette,
som vedbør.
Derefter slu tter Fdg .: Vederfares og her nogen fremmed
studioso, som sig til sin rette m agistratum ikke har villet bekvemme,
noget viderligt, vide sig det selv og ingen anden.“ 1 Følge de sidste
stærke Udtryk m aatte fremmede Studenter, der ikke vare indskrevne ved
Universitetet, anses som ligefrem retløse her i L andet; men denne Be
stemmelse bortfaldt dog ved ikke at optages i den senere Fdg. 23. Novbr.
1697 *), der kun udtrykker sig derhen, at Indskrivningen sam t E rhvervelse
af testimonium ved Universitetet skulde være en Betingelse for, a t frem
mede Studenter kunde antages til præceptores lier i Landet.
Denne
relative Tvang, der dog hovedsagelig kun kunde faa praktisk Betydning,
naar der blev Spørgsmaal om Dimission til Universitetet, bestod lige saa
længe, som Universitetet udgjorde en politisk Korporation.
Ved de ældste private Universiteter var det dernæst ogsaa en fuld
kommen fri Sag, om Foreningen vilde optage Andrageren som Medlem
eller ikke; men i Foreningens egen Interesse bevilgedes dog i Reglen
Andragendet, og Nægtelsesretten var for saa vidt fra først af temmelig
upraktisk.
Den bortfaldt selvfølgelig ganske, da Universiteterne senere
bleve offentlige Anstalter, til hvilke Adgangen fundatsmæssig stod aaben
for enhver, der fyldestgjorde de lovbestem te Betingelser. D ette forhindrer
im idlertid ikke, at vi til en vis Grad møde de ældre Udtryk, hvorefter
Optagelsen begjæres og bevilges, navnlig hvor der er Tale om Optagelse
af supposita, og det laa i øvrigt ogsaa i selve Forholdets N atur, a t Uni
versitetet netop i Henseende til Optagelse og Udelukkelse af disse vedblev
at øve et vist friere Skjøn.
I Overensstemmelse med Universiteternes private Oprindelse var
’ ) Jfr. Uclk. 1691: Og maa ingen fremmed, som sig antager nogen Information
hos nogen udi boglige Kunster eller deslige, som hører til Universitetet, opholde
sig her i Byen, førend han lader sig indskrive udi Universitetets matricula.