65 / 449
47
den navnlig ogsaa som Disponent over de M idler, der tidligere havde
ligg et under K irkens Styrelse. Begrebet kirkelige M idler i den ældre b etyd
ning af M idler, hvorover Kirken som saadan raadede, eller, som man i
Almindelighed udtrykker d e t, hvortil Kirken havde Ejendomsret, bort
faldt selvfølgelig ved selve Kirkens Bortfalden som selvstændigt retlig t
Samfund. Udtrykket kunde frem tidig kun bruges i Betydning af Midler,
der vare henlagte til de religiøse Formaals Fremme, og det var da over
ladt Statens eget fornuftige Skjøn. hvor vidt denne Bestemmelse frem
deles skulde vedblive.
Den vedblev vel navnlig for de til Kirker og
Præ stekald henlagte M idlers Vedkommende, i det Staten i det højeste brugte
Overskuddet ud over, hvad Kirken selv behøvede, i andet Øjemed; men der
imod stillede Forholdet sig anderledes med Hensyn til Bispedømmers, Kapit
lers og K lostres Indtægter, af hvilke en Del kom Universitetet til gode.
N aar vi sige, at dette ved Reformationen blev en Statsanstalt, er
Meningen hermed dog ikke, a t Styrelsesformen strax blev en Statsstyrelse
i stræng Forstand. I Overensstemmelse med den fra først af overleverede
Ordning a f Universitetets Forhold har Staten gjennem lange Tider i
meget vidt Omfang anerkjendt dettes Selvstyrelsesret, som i Særdeleshed
viste sig i:
1)
Den politiske Repræsentation med Deltagelse i Kongevalg og
Kongehyldinger sam t Skattebevillingsret ind til 1660; efter dens Ophør
vedblev endnu Universitetets politiske Jurisdiktion indtil 1771.
2) Den akademiske Selvlovgivning, indeholdende en Beføjelse til
Affattelse af Vedtægter angaaende Universitetets indre Anliggender1)-
Navnlig ordnedes Professorernes økonomiske Forhold imellem dem selv
indbyrdes saa vel som til Universitetet ved en Række Vedtægter, hvis
Affattelse i Særdeleshed falder inden Slutningen af det 17de Aarhundrede.
3) Den akademiske Selvforvaltning, omfattende Universitetet baade
som Læ reanstalt og som Stiftelse. I førstnævnte Henseende mærkes
navnlig, a t Kaldelsen af ny Lærere for de ordinære Pladsers Vedkommende
formelt udgik fra Universitetet selv. Kongelig Bestalling erholdt de
normerede Lærere først i Tiden efter 1660, ligesom de ogsaa først i
Aaret 1664 begyndte at aflægge Ed til Kongen i Stedet for til Univer
sitetet. Derefter varer det endnu en rum Tid indtil hen imod Aarhun-
dredets Midte, inden Bestallingerne regelmæssig udfærdigedes i sædvanlig
Embedsstil med Tilføjelse af K lausulen: Thi skal han være Os som sin
rette suveræne Arvekonge tro og lydig m. m.
1 Konsekvens heraf
henregnedes Professorerne endnu efter Enevældens Indførelse ikke til
de „kongelige B etjen te“ og nød ikke Privilegier som saadanne; først,
ved Aab. Brev 18. Febr. 1679 indrangeredes Konsistoriales og ved senere
Rangfdgr. ogsaa de andre Professorer iblandt dem. I sidstnævnte Hen
seende mæ rkes, at Universitetets Formue selv efter 1660 vedblev at
styres af Konsistorium under et gjennem Aarhundreder meget laxt Stats
l) -Tfr. Cragii Aclditam. III. p. 126—36.